Tidligere Silkeborg-træner overtager FC Fredericia

Det bliver Jesper Sørensen, der overtager trænersædet i FC Fredericia.

(Foto: Polfoto)
(Foto: Polfoto)

FC Fredericia har fundet afløseren for Ove Pedersen, der er skiftet til Hobro IK. Og valget er faldet på den tidligere Silkeborg-træner Jesper Sørensen, der tidligere i ugen sagde farvel til rollen som assistent i AGF.

Jesper Sørensesn vendte tilbage til AGF for at blive assistent, efter han havde en periode som cheftræner i Silkeborg IF. Her startede det godt, og Sørensen førte SIF til oprykning fra 1. division, men i Superligaen sidste år gik alt galt for SIF og Sørensen, der ikke vandt en kamp i efteråret. Derefter blev Sørensen fyret.

Nu har han altså fået en ny chance i Fredericia og ser frem til muligheden.

-Jeg er rigtig glad for at være kommet til FC Fredericia. Både klubben og jeg har i sinde at rykke os, og FC Fredericia er en klub, som ikke bare tilbyder rigtig gode muligheder for at kunne udvikle den enkelte spiller, men også mulighederne for at kunne udvikle hele holdet, siger Jesper Sørensen i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Jeg vil gerne stå for noget fodbold, som vi selv finder attraktivt og glæde ved, og hvor alle vil kæmpe for hinanden. Det er der mulighed for her, og jeg glæder mig til at starte i FC Fredericia.

Også ledelsen i Fredericia er tilfredse.

-Vi er glade for at kunne meddele, at Jesper Sørensen bliver ny cheftræner for FC Fredericia. Vi havde allerede Jesper i kikkerten i sommer, men nu er det lykkedes at lande ham. Jesper har været vores førsteprioritet, siden vi sagde farvel til Ove, og vi er helt sikre på, at vi har fundet den rette mand til at føre FC Fredericia videre, siger Stig Pedersen.

42-årige Jesper Sørensen starter 1. januar og har fået en aftale, der løber til sommeren 2018.

FC Fredericia ligger nummer seks i landets næstbedste række.

0 kommentarer
Vis kommentarer