Der kommer til at gå endnu tre dage, førend spillere og medarbejdere i fodboldklubben FC Roskilde ved, om klubben får ny ejer og dermed afværger en truende konkurs.
Fristen for at gøre den betingede handelsaftale mellem den potentielt kommende ejer Carsten Salomonsson og nuværende hovedaktionær Bo Tue Knudsen endelig var sat til mandag klokken 16, men den er nu blevet forlænget til 28. marts.
Det oplyser FC Roskilde i en pressemeddelelse.
Ifølge klubben er der positive signaler fra størstedelen af de nuværende sponsorer omkring at fortsætte samarbejdet.
Men for at polstre klubben tilstrækkeligt økonomisk og sikre en bæredygtig drift mangler Carsten Salomonsson endnu at finde eksterne investorer, som samlet set vil spytte 3,5 millioner kroner i kassen.
Det er disse penge, han skal bruge de næste tre dage på at skaffe.
Lykkes det ikke, kan handlen falde til jorden, og dermed kan klubben fra bunden af 1. division risikere konkurs.
Trods den usikkerhed, som har hængt over klubben i et stykke tid, har holdet præsteret flot i foråret indtil videre.
Efter et nederlag til oprykningsaspiranterne fra Silkeborg i forårspremieren, spillede Roskilde 2-2 mod Fremad Amager, inden man i de to seneste runder har slået nedrykningskonkurrenterne fra Hvidovre og Thisted.
Det har givet fire points luft til nedrykningsstregen for den økonomisk trængte klub fra Sjælland.
I den kommende weekend venter endnu et vigtigt brag i bunden, når Roskilde besøger FC Helsingør, som er placeret lige under stregen.
Verdens dyreste: Real Madrid med milliard-bud