TV: Kæmpe jysk skævert kan koste 600.000 kroner

FC Fredericias angriber Dennis Høegh sparkede en lystavle i sort, da han sendte et forfærdeligt skud afsted mod mål mod Vejle i 1. division. Og den afbrænder kan bliver dyr

12 kampe - nul scoringer.

Det er den triste sandhed for Fredericias angriber Dennis Høegh i denne sæson i den næstbedste danske række.

Og det er måske ikke så sært, at det tidligere AGF-talent ikke har fundet vej til målet endnu, for Høegh er ikke helt skarp foran kassen for tiden.

Det beviste han i den grad, da Fredericia og Vejle mødtes i 1. division onsdag aften.

Se også: Fredericia deler med Horsens i jysk topbrag

Efter en times spil fik Høegh en fornuftig skud-mulighed lige uden for Vejles felt, men angriberen fejlede stort med sit kolde højreben og sendte bolden langt over mål.

Men det jammerlige forsøg var ikke den eneste dårlige nyhed for Høegh.

Bolden ramte efterfølgende den store lystavle på stadion, der derefter gik i sort. Dobbelt-uheld for den uskarpe angriber, men til stor morskab for kampens tilskuere og opgørets TV3 Sport-kommentator.

Se episoden i videoen øverst i artiklen

- Jeg troede, at det var pølsevognen, der plejer at være i farezonen, lød det fra tv-journalisten.

Fredericias stadionmedarbejder forsøgte at få lys i tavlen efterfølgende, men det lykkedes ikke.

Nu afslører klubbens direktør, at det kan blive en dyr fornøjelse, hvis den store tavle ikke bliver fikset.

- Da vi købte den tilbage i 2010, kostede den 600.000 kroner. Så den er ikke helt billig. Jeg ved ikke helt, hvordan det kunne ske, for skuddet var ikke særligt hårdt fra Dennis. Vi må konstatere, at vores modstandere er bedre til at ramme målet, siger Stig Pedersen til Ekstra Bladet med et smil på læben.

Se også: Vejle vinder lokalopgør og ligger til superligaoprykning

Fredericia-direktøren tror dog ikke, at det bliver nødvendigt med en ny tavle, men det er ikke helt ligetil at få den fikset.

- Sagen er, at det er en tavle, som har 36 enheder. Og hver enhed har et stik. Vi håber, at det er et stik, der er hoppet af, og at en elektriker kan finde problemet. Men vi købte det fra et schweizisk firma, og vi er ikke sikre på, om det kan løses her i Danmark. Ellers må vi få en ekspert på sagen, men det bliver meget dyrere, siger Stig Pedersen og tilføjer:

- Regningen bliver selvfølgelig trukket fra Dennis Høeghs løn, siger den drillende direktør som en spøg.

Vejle vandt kampen i Fredericia med 1-0, da Anders Kaagh sparkede bolden i mål tre minutter før tid. Sejren sendte vejlenserne op på en tredjeplads, der giver oprykning til Superligaen.

14 kommentarer
Vis kommentarer