Vingaards vilde kasse! Snød målmanden fuldstændig

Martin Vingaard bankede bolden ind overraskende langt udefra, da HB Køge slog Vejle i 1. division

Martin Vingaard i aktion for HB Køge. Foto: Rune Mathiesen/Ritzau Scanpix
Martin Vingaard i aktion for HB Køge. Foto: Rune Mathiesen/Ritzau Scanpix

Se målet her

HB Køges Martin Vingaard har i løbet af sin karriere scoret en række mindeværdige mål, men tirsdag kom der en helt særlig en af slagsen, da han scorede fra egen banehalvdel mod topholdet fra Vejle i 1. division.

Det var noget, som han glædede sig meget over.

Det fortæller han i et interview med TV3 Sport.

- Først og fremmest var det mega fedt at se den gå ind. Jeg når lige at vende det med en holdkammerat i pausen, at vi havde lagt mærke til, at keeperen stod langt ude - og med den medvind til os i anden halvleg, siger han og fortsætter:

- Den lå lige til det, og jeg tror, at det kom bag på ham, at jeg vælger at sparke på den så hurtigt efter, at vi erobrer den. Så det var fedt at se den sejle ind, lyder det fra Martin Vingaard om sin scoring.

Det var desuden den første af slagsen for Vingaard efter skiftet til HB Køge, og han erkender da også, at det var på tide med en kasse, da han mener, at han har haft mulighederne for at få scoret tidligere. Dog ikke så langt udefra.

- Det var helt rart at komme på tavlen, og så kan jeg da krydse dét af.

Martin Vingaard skiftede i 2019 til HB Køge, efter han i flere sæsoner har spillet for amerikanske Tampa Bay Rowdies.

0 kommentarer
Vis kommentarer