Ekstra Bladet sender samtlige 14 kampe i hver eneste runde af 2. division. Køb adgang her (+) for kun 49 kroner om måneden.
Nu hedder modstanderne Næsby, Sydvest og Dalum i 2. division, hvor Emil Lyng spiller for Middelfart.
For 12 år siden var det Lyon, PSG og Marseille i Ligue 1.
Som 18-årig blev han i 2008 solgt fra AGF til den franske storklub Lille, inden han nåede at få førsteholdsdebut for aarhusiaenerne.
De nye holdkammerater var Mathieu Debuchy, Adil Rami, Lucas Digne, Yohan Cabaye, Gervinho samt senere Chelsea- og Real Madrid-stjerne Eden Hazard.
- Vi havde et fuldstændig vanvittigt hold. Det var måske ikke så stort oppe i mit hoved, men når jeg tænker tilbage på det, kan jeg godt forstå, at jeg ikke har spillet mere end ti kampe for Lilles førstehold, siger Emil Lyng til Ekstra Bladet.
Der var et par stykker i den stjernespækkede trup, som Emil Lyng havde mere kontakt med end andre.
- De unge havde jeg en del med at gøre. Det var Hazard og Idriss Gueye (spiller i PSG i dag, red.). Vi var tit sammen. Hazard er lidt ligesom, man opfatter ham i dag også. En lille spasmager, der er kæk og med på beatet. I bund og grund en rigtig god fyr.
- Han var kæk og nogle gange for kæk. Der fik han at vide: 'Skru lige lidt ned kammerat. Du er 16-17 år'.
I Lille gjorde belgieren lige, hvad der passede ham.
- Hazard vidste godt, at han var chefen af de unge, fordi han var det største talent. Når vi unge skulle tage bolde, kegler og veste ind og ud, skulle han ikke have noget med det at gøre.
- Han gad ikke, og vi andre gjorde det for ham, men så kom der en kollektiv straf til os unge, fordi vi en dag missede materialerne, og så røg vi to uger ned i andensholdstruppen. Det var bare sådan, det var.
- Da Hazard fylder 18, kommer han kørende i en kæmpe BMW M6, hvor der er broderet EH 26 i sæderne og også i midten af fælgene.
- Han skal bare opleves. Han er lidt vild. Parkeringspladsen boomer af fede og store biler i Lille. Det var næsten en konkurrence om at have den største og hurtigste bil.
- Mentaliteten i truppen var sådan, at når vi ikke var til træning, gjaldt det om at have den fedeste bil. Der var ikke de biler, der ikke kørte ind på den parkeringsplads. Om de så var leaset eller købt. Bare for at vise dem frem i en uge og så aflevere dem tilbage.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Overtalte præsidenten til tredobbelt bonus
Da Emil Lyng skrev under på kontrakten med Lille, fik han pludselig mange penge mellem hænderne for en 18-årig.
- Lønninger lå fra 10.000-15.000 euro (74.000-112.000 kr.) om måneden og op efter, og så havde vi nogle sindssyge bonusser, som Lille var kendt for dengang.
- Som 18-årig var det et chok at komme derned og få den løn, i forhold til det jeg havde i AGF. Det var for ungdomsspillerne. Jeg kan forestille mig, at da Hazard forlænger inden Chelsea, ligger han nok ikke på 100.000 kr. om måneden. Der har der nok været et 0 mere på, hvis ikke lidt mere.
Hvis bonussen skulle forstørres, var klubpræsidenten nem at overtale efter en sejr.
- Hvis du i udlandet vinder over et større hold, så står du og synger i omklædningsrummet bagefter og kalder på præsidenten.
- Så kommer han ind og siger, at han dobler eller tredobler bonussen for dagens kamp. Så står man bare derinde og råber 'président, président, président'. Så kommer han ind, og der bliver helt stille i omklædningsrummet.
- Så siger han 'double' eller 'triple', og så går omklædningsrummet bare helt amok. Det var en fed oplevelse. Det var det.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Vil gå agentvejen
Familien Lyng er nu flyttet hjem til Kolding, hvor han kommer fra. Så skal han blot en smuttur over Lillebæltsbroen for at komme til træning. Kontrakten i Middelfart giver kun en lille skilling.
Angriberen er derfor ved at forberede sig på tiden efter den aktive karriere.
Her vil han gerne blive i fodboldens verden og er allerede tyvstartet.
- Jeg er scout for et agentfirma. Det er Simon Friis' Pro Athletes. Jeg er ude og kigge på primært unge spillere i Jylland, og så indberetter jeg, hvis jeg ser noget godt. Der er ikke nogen profit i det, men jeg vil gerne ind på det marked senere hen.
- Jeg vil gerne ind i agentverdenen. Det vil jeg ikke lægge skjul på. Det har jeg ville rigtig længe, og derfor er jeg også kommet ind i en af Danmarks mest frembrusende agentfirmaer.
- Forhåbentlig kan jeg få en licens, når jeg stopper med at spille fodbold.
Ekstra Bladet sender samtlige 14 kampe i hver eneste runde af 2. division. Køb adgang her (+) for kun 49 kroner om måneden.
Få meget mere om 2. division her (+):
Han er Danmarks sjoveste fodboldspiller
Kaotisk Brøndby-tid: Kontrakten nær revet i stykker
Strålede mod FCK-stjerner: Har aldrig tjent en krone Den ukendte Premier League-danskers utrolige historie