Fravalgt til Superligaen: Nu ryger han til 2. division

Den erfarne angriber fra Lyngby BK, Jeppe Kjær, har netop skrevet kontrakt med FC Helsingør, der har haft ham i kikkerten over længere tid

Der var ikke langt fra tanke til handling, da FC Helsingørs team så at Jeppe Kjær stod uden klub. Foto:
Der var ikke langt fra tanke til handling, da FC Helsingørs team så at Jeppe Kjær stod uden klub. Foto:

Den enes død den andens brød.

Lyngbys 33-årige topscorer, Jeppe Kjær, kommer til FC Helsingør på en fri transfer, da hans kontrakt med Lyngby BK udløb i juni.

Lyngby rykkede op i Superligaen, og både klub og Kjær overvejede for og imod at fortsætte samarbejdet, der sidst endte med en tommelfinger ned og sendte Kjær på jobjagt.

Nu rykker han overraskende nok i stedet ned i 2. Division, hvor Helsingør står klar med åbne arme.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har ledt efter offensive forstærkninger, og Jeppe har været en af dem der stod øverst på vores liste, og har stået der et stykke tid, også mens han var i Lyngby, fortæller chefscout Brian Gellert.

Jeppe Kjær kan blære sig med både at have spillet 280 kampe for klubber som Lyngby, Roskilde, HB Køge og AGF - hvor han har scoret 100 mål. Hans erfaring kommer fra både Superligaen og NordicBet Ligaen.

- Det er en kæmpe signing for os, da jeg godt vil kalde Jeppe for en 'drømmespiller' for FC Helsingør gennem længere tid, afslører Brian Gellert.

Jeppe Kjær ser FC Helsingør som et professionelt hold, der vil være det perfekte match for ham. Foto: Jens Dresling
Jeppe Kjær ser FC Helsingør som et professionelt hold, der vil være det perfekte match for ham. Foto: Jens Dresling
 

For Jeppe Kjær har de fine faciliteter, der er på vej med det nye stadion været med til at lokke ham. Men også privat passer klubben godt til ham.

- Jeg er ikke 22 år længere, så det var vigtigt for mig at kunne finde den balance mellem fodbolden og det private i min næste klub, og der ser jeg FC Helsingør som et perfekt match. Jeg har også talt med Morten (Eskesen, cheftræner for FC Helsingør red.) om den måde, klubben vil spille fodbold på, og det er helt klart noget, jeg kan se mig selv i, fortæller Jeppe Kjær.

Jeppes kontrakt lyder på to år, og han tiltræder i klubben med det samme.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere