Kreativ afslutning på 2. division

Landets tredjebedste række kan måske færdigspilles, men der er en række forbehold, som skal tages

Der er håb forude for hungrende fans af 2. Division. Arkivfoto: Lars Poulsen
Der er håb forude for hungrende fans af 2. Division. Arkivfoto: Lars Poulsen

Der har været stor mystik om, hvorvidt 2. division kunne spilles færdig eller ej. Men nu er der godt nyt for de hungrende fodboldfans. Sådan da.

2. division kan nemlig 'måske' alligevel færdigspilles. Det skriver Divisionsforeningen i en pressemeddelelse. Til gengæld bliver det med en noget alternativ løsning. Samtidig kræver det, at ligaen bliver en del af fase 3 i genåbningen af Danmark. En ting er dog sikkert. Det bliver uden tilskuere uanset hvad.

Mandag har Divisionsforeningen afholdt et videomøde med repræsentanter for samtlige 24 klubber i 2. division. Dermed er alle parter blevet hørt.

Her er man i fællesskab kommet frem til, at Divisionsforeningens administration i sidste ende kan udøve sit mandat til at træffe en beslutning om, hvordan sæsonen 2019/2020 i 2. division kan spilles færdig. Alt dette vil blive en mulighed, medmindre over 75 procent af klubberne i 2. division skriftligt indstiller til, at der laves en ændring i turneringsstrukturen.

Dette skal senest ske 24. maj.

Her er planen for 2. division
Det nuværende grundspil i begge puljer i 2. division fryses med den nuværende stilling, mens de to grupper bliver lagt sammen til en som normalt. Klubberne tager samtidig deres nuværende point fra tabellen med videre i slutspillet. I sidste ende vil der kun være en oprykker, der får lov at tage turen op i 1. division.

Dette ser i øjeblikket ud til at blive FC Helsingør, der i skrivende stund har skabt sig et solidt forspring ned til den nærmeste konkurrent. Desuden vil Helsingør i slutspillet være seks point foran Aarhus Fremad, der lige nu topper 2. division gruppe Vest, mens Helsingør altså topper 2. division gruppe Øst.

Playoff-kampene bliver sløjfet. I stedet kommer holdene til at spille seks kampe mere i et slutspil. Her vil de spille tre hjemmekampe og tre udekampe, mens de kun vil møde hold fra den modsatte pulje fra grundspillet.

Klubber, der er med i op- eller nedrykningskampen, får mulighed for at opnå sine mål og de sikres en kamp mod direkte konkurrenter fra den modsatte pulje i grundspillet.

Der testes ikke spillere, medmindre klubberne samlet udtrykker et ønske om det. Protokollerne vil desuden blive iagttaget efter en version tilpasset 2. division. Man spiller med de spillere, man har, inklusiv eventuelle kontraktspillere med udløb 30. juni 2020. Sæsonen vil blive afsluttet søndag 5. juli.

Artiklen fortsætter under billedet:

Duellerne bliver snart igen mange, men der er stadig en lille ting, der kan spænde ben for en fortsættelse af turneringen. Arkivfoto: Jens Dresling
Duellerne bliver snart igen mange, men der er stadig en lille ting, der kan spænde ben for en fortsættelse af turneringen. Arkivfoto: Jens Dresling

Skræk-scenariet
Men de hungrende fodboldfans må altså holde vejret lidt endnu.

For som sagt kræver en færdiggørelse af 2. division, at ligaen bliver en del af fase 3 i genåbningen af Danmark, der er sat til at skulle begynde 8. juni.

Sker dette ikke, vil turneringen blive afblæst øjeblikkeligt. Det lader dog ikke til, at klubberne og Divisionsforeningen regner med dette scenarie.

I stedet går argumenterne på, at den første kamp først vil blive afviklet om 30 dage, men allerede nu har klubberne mulighed for at træne i mindre grupper af max ti personer.

Det endelige program for 2. division er endnu ikke fastlagt.

- Genstarten af sæsonen sker senest onsdag den 17. juni – eventuelt allerede i weekenden i uge 24, og sæsonen afsluttes den 5. juli efter seks spillerunder.

Her er planen for 2. division:

  • Grundspillet fryses, og man går direkte til slutspil og danner de to slutspilspuljer på basis af de opnåede point/målscoren efter grundspillets 17 kampe.
     
  • Alle hold spiller 6 kampe mere - 3 hjemme og 3 ude – der mødes kun hold fra den modsatte pulje fra grundspillet.
     
  • Klubber der er med i op- eller nedrykningskampen, får mulighed for at opnå sine mål og de sikres 1 kamp mod direkte konkurrenter fra den modsatte pulje i grundspillet.
     
  • Der testes ikke spillere medmindre klubberne samlet udtrykker et ønske om det, protokollerne iagttages efter en version tilpasset 2. Division.
     
  • Man spiller med de spillere man har inklusiv evt. kontraktspillere med udløb 30. juni 2020.
     
  • Sæsonen slutter søndag den 5. juli.

Kilde: Divisionsforeningen/2. Division

Se også: Otte 2. divisionsklubber vil have turnering afblæst

Se også: Forvirringen total: Bombe under 2. division

Se også: Umulig at færdigspille: 2. division afkortet

2 kommentarer
Vis kommentarer