Fredag kl. 19 er der Roskilde-derby. Se braget eksklusivt og live i Ekstra Bladet+
Roommates bliver ofte trætte af hinanden, fordi den ene aldrig tager opvasken, ikke gider at gøre rent eller måske larmer for meget.
I en lejlighed på Holbækvej i Roskilde er det dog noget helt andet, der har fyldt i denne uge.
Fredag aften løber Roskilde-derbyet nemlig af stablen.
I 2. division møder nedrykkerne FC Roskilde hjemme oprykkerne KFUM Roskilde for første gang i en officiel kamp mellem de to klubber. De to roommates er på hver sit hold.
23-årige Andreas Hermansen er midtstopper og anfører for FC Roskilde, mens 22-årige Mads Hjulø gør sig på kanten for KFUM.
- Vi er meget konkurrencemennesker begge to, så vi har prøvet at snakke om noget andet. Udfaldet af kampen kommer til at være afgørende, for vi bliver kæmpe uvenner, tror jeg, siger Andreas Hermansen til Ekstra Bladet.
- Vi vil gerne have, at det går hinanden godt, men vi vil helst have, at hinandens hold taber. Hvis den ene vinder, og den anden taber, så er der lorte stemning.
Uenighed om opvasken
Normalt er de ellers to gode venner, som har boet sammen i halvandet år. Derhjemme spiller de meget computerspillet Call of Duty sammen.
Det praktiske bliver der dog ikke taget fælles hånd om. I hvert fald ikke ifølge FC Roskilde-stopperen.
- Det er primært mig, der står for opvasken. Hvis vi taber, kan det godt være, at han står for det det næste stykke tid.
Da Ekstra Bladet efterfølgende fanger Mads Hjulø over telefonen, er han ikke helt enig i den udlægning.
- Jeg tømmer opvaskeren lidt mere end ham.
- Han sagde ellers det modsatte?
- Nå, sagde han det? Hvis jeg har tømt den fire gange i træk, tænker jeg, at 'nu må han liiige', men det sker sikkert også den anden vej.
- Det kan godt være opvaskeren er meget lige, men med rengøringen der hiver jeg op i ham.
Mads Hjulø har også et bud på, hvad der kan sikre fremtidig ro og fred i de to fodboldspilleres lejlighed.
- Der bliver dårlig stemning herhjemme, hvis et hold vinder. En uafgjort er måske det bedste for lejligheden, selv om vi jo begge er utilfredse, hvis vi ikke vinder.
KFUM ligger tre point over FC-klubben. En sejr til hjemmeholdet vil derfor betyde, at begge Roskilde-klubber kommer til at have 13 point.
De få billetter, der var sat til salg til kampen, er blevet revet væk. Hvis du er en af de uheldige, der ikke nåede at sikre dig adgang til lokalderbyet, kan du se det live i Ekstra Bladet+ kl. 19.
2. divisionsbomber har været med i 'Date mig nøgen', men måtte efterfølgende høre for én ting - læs mere her.
Meget mere om 2. division her (+):
Han er Danmarks sjoveste fodboldspiller
Uhørt succes: VM-topscorer er døv
Fra FCK-talent i Tottenhams søgelys til 2. division i Brønshøj