Spillere i 2. division kan nu også få korte forlængelser

I lighed med Superligaen og 1. division kan spillerne i 2. division nu også få en kort kontraktforlængelse

Brønshøjs spillere (i sort, gult og hvidt) kan nu få forlænget kontrakterne med op til en måned ekstra i denne sæson. (Arkivfoto) Foto: Simon Skipper/Ritzau Scanpix
Brønshøjs spillere (i sort, gult og hvidt) kan nu få forlænget kontrakterne med op til en måned ekstra i denne sæson. (Arkivfoto) Foto: Simon Skipper/Ritzau Scanpix

Spillere i fodboldens 2. division med kontraktudløb 30. juni får nu i lighed med kollegerne i landets to øverste rækker mulighed for at få en kort kontraktforlængelse.

Det skyldes, at coronapandemien har skubbet fodboldsæsonen til at strække sig ind i juli måned. Næsten alle spillere med udløb denne sommer har kontrakt til 30. juni.

Divisionsforeningen, som repræsenterer klubberne, og Spillerforeningen er nået til enighed om en aftale gældende for klubberne i 2. division.

- Alle kontraktspillere får mulighed for at spille sæsonen færdig på uændrede vilkår, skriver Divisionsforeningen i en pressemeddelelse.

- Grundet den tidligere afslutning i 2. division har spillerne her mulighed for at aftale forlængelse frem til 15. eller 31. juli. Muligheden for alene at forlænge frem til 15. juli er betinget af, at det ikke påvirker lejemål relateret til 3F Superliga og NordicBet Liga.

Spillerforeningen har udsendt en pressemeddelelse med enslydende budskab.

I aftalen om korte kontraktforlængelser for spillerne i Superligaen og 1. division (NordicBet Liga) var der kun mulighed for at takke ja til en forlængelse frem til udgangen af juli.

Se også: Coronavirus: Disse kampe får flere tilskuere

Se også: Årets afbrænder: - Selv vores målmand havde scoret

0 kommentarer
Vis kommentarer