Tyskere køber dansk klub

2.- divisionsklubben Jammerbugt FC er på vej til at blive solgt til en unavngiven tysk investor

Jammerbugt tog i weekenden en 4-3-sejr over Dalum. Se højdepunkterne her.

Se masser af 2. divisionskampe i Ekstra Bladet+

Ni danske fodboldklubber har udenlandske ejere, og nu tyder det på, at en tiende også får det.

2.-divisionsklubben Jammerbugt FC oplyser i en pressemeddelelse, at den er ved at blive solgt til en unavngiven tysk investor. Salget skal dog endeligt godkendes på en ekstraordinær generalforsamling i Jetsmark IF 27. april.

Ifølge Bøje Lundtoft, formand i Jetsmarks bestyrelse, vil salget betyde, at klubben bliver gældfri.

Samtidig vil klubben fortsat stå for den daglige drift 'med de samme personer ved roret'.

- Det nye er, at vi på sigt bliver tilført nogle talenter og en stærkere økonomi, så vi åbent kan melde ud, at vi skal have Jammerbugt FC i NordicBet Ligaen på sigt, siger Bøje Lundtoft i meddelelsen.

Fodboldklubben oplyser, at talenter fra Mali og Nigeria fremover kan blive sendt til Nordjylland. Udsigten til en mere international trup glæder cheftræner Bo Zinck.

- Det her er vildt. Vildt fedt for Jetsmark, Jammerbugt FC, ja hele Jammerbugt Kommune. Vi kommer til at udvikle vores fodboldklub både sportsligt og organisatorisk, og vi får en klub med et internationalt islæt, hvor vi skal være med til at udvikle nogle af de største talenter fra Afrika på god nordjysk vis, siger han.

FC Midtjylland, FC Nordsjælland, Vejle Boldklub, Sønderjyske, Esbjerg fB, HB Køge, Fremad Amager, Vendsyssel FF og FC Helsingør er i forvejen på udenlandske hænder.