Vanvittig gyserafslutning

Fire hold kan ende på 24 point, når de lørdag kæmper for overlevelse

Se målene: Avarta tager vigtig sejr i næstsidste runde over KFUM.

Du kan se gyserafslutningen i 2. division eksklusivt lørdag kl. 15 i Ekstra Bladet+.

Selvom Nykøbing for længst er rykket op, er der stadig maksimal spænding i 2. divisions gruppe 2 lørdag.

Mens AB Tårnby i bunden af rækken er rykket ned, kæmper fire hold om kun én plads, der sikrer overlevelse. 

Både Skovshoved, KFUM Roskilde, Brønshøj og Avarta kan endda alle ende på 24 point.

Avarta møder Skovshoved ude og vil med en sejr tage den sidste plads i redningsbåden.

Brønshøj møder Næstved, der er sikret top-6 ude, mens KFUM hjemme har FA 2000, der også er sikret top-6.

- Vi glæder os utrolig meget. Det er kulminationen på en forårssæson, hvor vi har kæmpet hele vejen for at komme over stregen og spiller nu den 13. finale i træk, siger Avarta-træner Marc Thevis til Ekstra Bladet.

- Vi er slet ikke i tvivl om, at vi skal vinde. Vi tænker kun på at vinde.

Avarta er sikret overlevelse, hvis klubben slår Skovshoved ude. Foto: Lars Poulsen
Avarta er sikret overlevelse, hvis klubben slår Skovshoved ude. Foto: Lars Poulsen
 

- Vi har skæbnen i egne hænder, og når den skal være et sted, er egne hænder, som regel det bedste sted.

Hvis alle hold skulle ende på 24 point, vil Avarta være et af de hold, der rykker ned i Danmarksserien.

- Det er ufattelig tæt, men qua vores dårlige målscore kan vi ikke tåle at tabe kampen uanset hvad.

- Jeg føler, at vi er ekstra opsatte, siger Avarta-træneren.

Brønshøj kan sikre overlevelse, men er afhængig af andre resultater. Foto: Lars Poulsen
Brønshøj kan sikre overlevelse, men er afhængig af andre resultater. Foto: Lars Poulsen
 

I Brønshøj-lejren er kravet med stor sandsynlighed en sejr, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at overleve.

Hvis alle fire hold dog ender på 24 point, kan klubben også overleve, hvis Skovshoved kun slår Avarta med et mål.

- Det ser rigtig svært ud for os med en svær udebanekamp, og så er vi afhængige af andre, og det er aldrig godt, siger Brønshøj-træner Lasse Holmgaard til Ekstra Bladet.

- Men vi har næsten haft fornemmelsen, da vi tabte til Skovshoved i tredjesidste runde, af at det var slut, og så vinder vi mod Nykøbing.

- Vi har kun fokus på én ting, da det ikke er i vores egne hænder. Det er at slå Næstved, og så må vi se bagefter, om miraklet kunne ske for os.

- Det er klart, at vi vil gøre alt for klubben og for de vanvittigt fantastiske fans.

Nummer 11-14 rykker ned - se stillingen her.

Du kan se gyserafslutningen i 2. division eksklusivt lørdag kl. 15 i Ekstra Bladet+.