Superliga-overskud til HB Køge

HB Køge har efter oprykningen til Superligaen haft et lukrativt kvartal. Udsender dog regnskab med underskud på 2,2 millioner

Salget af cheftræner Auri Skarbalius til Brøndby har boostet HB Køges økonomi. (Foto: Jens Dresling/Polfoto)
Salget af cheftræner Auri Skarbalius til Brøndby har boostet HB Køges økonomi. (Foto: Jens Dresling/Polfoto)

Nok ligger HB Køge isoleret i bunden af Superligaen, men den midtsjællandske klub har alligevel noget at varme sig på i vinterpausen.

Efter at have været en underskudsforretning i de første år af sin levetid, kan fusionsklubben mellem Herfølge Boldklub og Køge nu præsentere et millionoverskud for det første kvartal af regnskabsåret 2011/2012.

Det skriver HB Køge i en pressemeddelelse.

'I perioden fra 1. juli til 1. oktober var oprykkerklubben således i stand til at præstere et overskud på 1,3 mio. kr. Det er vel at mærke før salget af den daværende cheftræner Auri Skarbalius til Brøndby IF, og blandt andet derfor forventer klubben et væsentligt forbedret resultat i regnskabsåret 2011-2012', oplyser HB Køge.

Regionalt flagskib
- Vi er i fuld gang med at skabe fundamentet for, at HB Køge kan udvikle sig til et regionalt flagskib, der på sigt sikrer sponsorer, erhvervsliv og fodboldfans en plads i Superligaen. Vi er i gang med det lange, seje træk. Viljen og ønsket findes over alt i klubben og i byen, siger bestyrelsesformand Henrik N. Andersen i pressemeddelelsen.

Regnskabsåret 2010/2011 endte dog med underskud for klubben.

'På aftenens generalforsamling vil HB Køge præsentere et underskud for regnskabsåret 2010-2011 på godt 2,2 mio. kr., hvilket bestyrelsen karakteriserer som ’mindre tilfredsstillende', oplyser HB Køge.