Lawan knuser HB Køge i overtiden

FC Nordsjælland sejrede med 2-1 i udekampen mod HB Køge på mål dybt inde i overtiden

Rawez Lawan bragte gæsterne foran 1-0 og scorede også FCN's sejrsmål til 2-1 i udekampen mod HB Køge. (Foto: Lars Poulsen)
Rawez Lawan bragte gæsterne foran 1-0 og scorede også FCN's sejrsmål til 2-1 i udekampen mod HB Køge. (Foto: Lars Poulsen)

De tre minutters overtid var løbet ud, Claus Bo Larsen havde fløjten oppe ved munden og kiggede på uret, men lod FC Nordsjælland spille angrebet færdigt. Og det udnyttede gæsterne i dagens udekamp mod HB Køge.

I tiden 93.19 sparkede Rawez Lawan nemlig sejren og de tre point hjem til Farum med sin anden scoring i 2-1-sejren efter en alt andet end sprudlende indsats mod et hjemmehold, der i slutfasen lagde et pænt pres på gæsterne i jagten på en sejr.

Efter en halv times tid var det også Rawez Lawan, der bragte gæsterne foran, men i den svagt spillede kamp var der ellers ikke mange højdepunkter, før hjemmeholdets 19-års-fødselar Simon Christoffersen udlignede med et tørt hug i feltet med seks minutter igen.

Og så dukkede Lawan op igen i overtiden med en ripostscoring efter en slem afbrænder af Nicki Bille forinden.

FCN har nu som femtesidst hele 12 point ned til nedrykningsstregen og HB Køge, der fortsat indtager næstsidstepladsen - og ligner en nedrykker!

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere