HB Køge-træner: Vi skaber ingenting

Heller ikke i sin første hjemmekamp kunne Tommy Møller Nielsen få hul på HB Køge-bylden

Tommy Møller Nielsen mente, at HB Køge var oppe mod et stærkt hold. (Foto: Ole Frederiksen)
Tommy Møller Nielsen mente, at HB Køge var oppe mod et stærkt hold. (Foto: Ole Frederiksen)

- Hvad der går galt? Der går det galt, at de får lavet deres første mål, sukkede Tommy Møller Nielsen, der hjemme-debuterede som træner for HB Køge.

- Og så får vi ikke selv skabt chancer, fortsatte han om en kamp, der bestemt ikke kan have givet den store optimisme.

Det skulle da lige være i forhold til den hårdt kæmpende defensiv.

- Vi er meget påpasselige med at lukke af bagude, men vi er oppe mod et stærkt hold. Efter pausen skubber vil bagkæden lidt op, for de spiller jo nærmest uden angribere.

- Derfra synes jeg, vi er inde i en okay periode, men deres andet mål bliver en kold spand vand i hovedet på spillerne.

Tommy Møller Nielsen ønsker ikke at forholde sig til den nedrykning, der ser ud til at blive en kendsgerning til sommer.

- Vi kan kun kigge en kamp fremad her. Det handler kun om hårdt arbejde, og om at holde spillerne friske oppe i hovedet, sagde han om den opgave, der på den lange bane ligner et sisyfos-arbejde.