Sælgerne i HB Køge har fået bedre arbejdsvilkår.
Det er bare lettere at sælge et sponsorat, når Daniel Agger er træner - og man i øvrigt kan lokke med folkekære Lars Jacobsen ved hans side til arrangementerne i loungen i Køge Idrætspark.
Den østsjællandske købstad er ramt af Agger-effekten.
Den tidligere danske landsholdsanfører er den træner i de øverste rækker med den mindste erfaring, men det klart største navn.
Det kan mærkes.
- Eksponeringen har været overvældende. Lige meget hvor jeg går hen, er der stor interesse for vores lille klub.
- Alle synes, at der er spændende. Det er godt for byen og godt for klubben. Det er da fedt, og selvfølgelig skal vi også bruge det kommercielt, siger HB Køge-direktør Per Rud til Ekstra Bladet.
Den tidligere Brøndby-sportschef var en af arkitekterne, da den ambitiøse Agger-plan blev udtænkt i starten af året.
31. marts var den en realitet, da Agger og Jacobsen blev præsenteret på et pressemøde i midtercirklen på kunstgræsset i Køge Idrætspark.
Det var med stadionspeaker, indmarch og masser af journalister og tv-kameraer.
HB Køge har ikke noget imod at larme lidt.
Det handler om at være interessante og relevante, og nu bliver der i hvert fald lagt mærke til klubben i hele Danmark.
Først Brøndby-darlingen Mike Jensen til midtbanen, nu landsholdskoryfæerne Agger-Jacobsen til trænerbænken.
- Vi har haft stort fokus på at udvikle klubben. Vi har hele tiden oplevet en stigende interesse for projektet, men folk har tørstet lidt efter at få det sportslige med.
- Alle kan nu se, at vi hele tiden forstærker os, og at det går den rigtige vej. Vi er virkelig en klub i fremgang, og det kan også ses på sponsorindtægterne, siger Per Rud.
Grundlæggende er der tre ting, der sælger. Gode resultater, gode faciliteter og gode navne.
- Og vi har angrebet det fra alle vinkler og kan godt mærke, at det er begyndt at give pote.
- Det er da blevet nemmere at sælge sponsorater. Det var der også allerede, inden Daniel og Lars kom, men selvfølgelig har det givet et kæmpe løft, siger HB Køge-direktør Per Rud.
Første hjemmekamp for Daniel Agger bliver mod hans fødeby Hvidovre søndag 1. august.
Per Rud håber og tror på, at Agger-effekten også slår igennem på tilskuerpladserne:
- Vi arbejder på at kunne lukke 2500 ind. Det ville være fantastisk. Der plejer ikke at komme 2500 til fodbold i Køge ...
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Er ikke Superliga-bejler ... endnu
Med opmærksomhed følger som regel også forventninger, men Per Rud vil ikke tale om oprykningen til Superligaen.
Ikke endnu i hvert fald.
- Alle forventer og tror, at nu kører vi bare, men sådan er det ikke. I sidste sæson kom vi i top-6, selvom vi egentlig ikke havde økonomien til det.
- Det var flot, men vi så også, at der var lang vej til de bedste. Det ville være hult at begynde at snakke oprykning med det her hold. Målet er top-6 igen og så præstere bedre i slutspillet end i sidste sæson, siger HB Køge-direktøren.
236 landskampe på trænerbænken i HB Køge - og 375 på på trænerbænkene i 1. division
Sjællænderne vil i Superligaen inden for de kommende tre år, og Per Rud kommer til at give Agger og Jacobsen arbejdsro på bænken:
- Vi har den tålmodighed, der er nødvendig. Vores opgave bliver at give dem ro, tryghed og støtte hele vejen igennem.
Spiller du med i holdet.dks managerspil under OL - eller vil du? Så få ekspertens gode råd lige her