Hul i beviserne mod matchfixing-dømt

- Vi føler os på sikker grund, når jeg siger, at spil aldrig blev lukket før tid, siger Kristoffer Wichmanns advokat

Kristoffer Wichmann (Foto: Lars Poulsen)
Kristoffer Wichmann (Foto: Lars Poulsen)

Hvornår lukkede Danske Spil for spil på pokalkampen mellem Vanløse og Hvidovre 31. august 2011?

Et helt centralt spørgsmål i sagen mod den matchfixing-dømte fodboldspiller Kristoffer Wichmann.

Danske Spil har oplyst til DBU, at pokalkampen mellem Vanløse og Hvidovre 31. august 2011 blev lukket nogen tid før kampstart på grund af et ganske usædvanligt spillemønster.

Men nu bliver der i den grad sået tvivl om den oplysning. Om spillet overhovedet blev lukket før de fem minutter før kampstart, hvor alle spil automatisk lukker.

– Odds blev sidste gang justeret fra Danske Spil kl. 18.44. Jeg kan ikke se, at kampen blev lukket, før den officielt lukkes fem minutter før kampstart (kl. 19.00, red.), siger Jesper Ramskov Jensen, der er chef for bookmakingdelen hos det asiatiske selskab, Samvo.

Hvis kampen var blevet lukket mere end de obligatoriske fem minutter før kampstart ville den dagen efter have optrådt som ’removed’ hos Betradar, der overvåger odds hos samtlige bookmakerfirmaer. Men det skete aldrig.

– På baggrund af de oplysninger, vi har fået, er spil på kampen mellem Vanløse og Hvidovre først blevet lukket til normal tid. Det vil sige fem minutter før kampstart, fastslår Henrik Stagetorn, der er advokat for den matchfixing-anklagede Kristoffer Wichmann,

– Men Danske Spil har jo oplyst, at kampen blev lukket nogen tid før kampstart. Hvad siger du til det?

– Vi har bedt DBU om at bekræfte og dokumentere tidspunktet for, hvornår kampen blev lukket. Det er meget vigtige oplysninger for hele sagens grundlag.

– Vi føler os på meget sikker grund, når vi siger, at kampen aldrig blev lukket før fem minutter før kampstart, hvor alt spil på kampe automatisk lukker, siger Henrik Stagetorn.

Henrik Stagetorn vil i starten af den kommende uge rykke DBU for en afgørelse i sagen. Han kæmper i første omgang for, at sagen har opsættende virkning, så Kristoffer Wichmann kan få lov til at træne i FC Vestsjælland, indtil en afgørelse foreligger fra DBU’s appeludvalg.

Den internationalt anerkendte bettingekspert Jesper Ramskov Jensen er stærkt forundret over, at Kristoffer Wichmann er dømt for matchfixing.

– Jeg kan slet ikke se, at der er tale om matchfixing. Det handler i højere grad om, at Danske Spil har sovet i timen. Danske Spil havde et alt for højt odds på kampen og var alt for længe – tre timer – om at nedsætte odds.

– Det, der er foregået, har ikke noget med matchfixing at gøre, men derimod dårlig odds-sætning, fastslår Jesper Ramskov Jensen,

Alle bookmakere råder over et overvågningsværktøj, hvor de nøje kan følge udviklingen på hele spillemarkedet. Det gør, at en bookmaker hurtigt bør blive opmærksom, hvis andre justerer på odds i en given kamp.

– Hvis der havde været tale om matchfixing i Vanløse-Hvidovre havde man set et helt andet spillemønster på det globale marked.

– For det første var odds helt sikkert røget meget længere ned. Måske ned i 1,40 hos mange firmaer. Nu havnede det i 1,70 hos Danske Spil og omsætningen på selve kampen var generelt ikke særlig høj, forklarer Jesper Ramskov Jensen og uddyber:

– Men kun et asiatisk firma nedsatte odds på kampen. Det skete i øvrigt først sent på eftermiddagen (kl. 15.54, tre timer før kampen skal lukkes, red.). Ingen andre bookmakere havde uforholdsmæssig meget spil på den kamp, forklarer Jesper Ramskov Jensen, der er anerkendt for sit indgående kendskab til bookmaker-branchen.

Han har deltaget i flere paneldiskussioner om matchfixing, men har også haft tæt kontakt til FIFA, det internationale fodboldforbund, om hele matchfixing-problemet på globalt plan.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere