Dommerformand: Helt rimeligt med flere penge

18 kroner mere vil sikre, at breddedommerne ikke har en realnedgang i betalingen per kamp, siger dommerformand

Danske breddedommere skal have 218 kroner i stedet for 200 kroner for at tage ud og dømme kampe.

Det mener Dansk Fodbolddommer-Union (DFU), der mandag aften har varslet en strejke i dansk fodbold, som træder i kraft den 1. april.

- Vi har forhandlet med DBU siden sidste efterår, men der er stadig ikke fundet en løsning på, hvilket beløb den enkelte dommer skal modtage for at dømme en kamp, siger DFU-formand Per Buttenschøn.

Formanden oplyser, at breddedommerne er blevet aflønnet med 200 kroner siden 2009, og nu er det på tide at regulere beløbet.

- Hvis dette beløb var blevet indeksreguleret naturligt frem til nu, ville det være 218 kroner. Vi beder sådan set bare om, at der ikke skal ske en realnedgang i vores betaling, siger Buttenschøn.

Dommerformanden mener ikke, at den nuværende omkostningsgodtgørelse er særlig stor set i forhold til den tid, som breddedommerne bruger.

- Det er jo ikke på nogen måde en fyrstelig timeløn.

- Afviklingen af en kamp tager sjældent under tre timer for en dommer, der bruger sin fritid på først at tage hen på spillepladsen, være der i ordentlig tid inden kamp og så klæde om og varme op.

- Så er der selve kampen, inklusiv overtid og halvlegspausen, til sidst omklædning, bad og hjem igen, siger Per Buttenschøn.

Den varslede strejke omfatter alle fodboldkampe i Danmark fra midnat den 1. april undtaget de tre øverste rækker hos herrerne - Superligaen, 1. division og 2. division - samt de to øverste rækker hos kvinderne - 3F Ligaen og 1. division.

Modsat breddedommerne så modtager elitedommerne et honorar, som er skattepligtig. Elitedommernes aftale med DBU løber frem til 2014.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere