Ferguson til Danmark

Den succesfulde Manchester United-træner er blandt æresgæsterne, når DBU og TV2 afholder Dansk Fodbold Award

Den 67-årige Manchester United-manager, Sir Alex Ferguson, dukker op i Cirkusbygningen i København, når DBU og TV 2 Sporten den 9. november er værter for Dansk Fodbold Award 2009.

Den succesrige, skotske manager er en af de særligt indbudte gæster til showet, hvor TV 2 og DBU hylder nogle af de største præstationer på fodbold­banen i det forgangne år, og hvor der skal uddeles priser i 10 kategorier, skriver DBU på sin hjemmeside.

Sir Alex Ferguson har været manager i Manchester United siden 1986 og har vundet flere trofæer end nogen andre manager i engelsk fodbolds historie - en bedrift, der gjorde, at han i 1999 blev adlet af den engelske Dronning Elizabeth II og fik dermed æren af at blive kaldt 'Sir' resten af livet.

Under Sir Alex Ferguson har Manchester United vundet det engelske mesterskab 11 gange, FA Cuppen fem gange og Champions League-trofæet to gange.

Han var selv aktiv fodboldspiller tilbage i 1960'erne og 1970'erne, hvor han som angriber blandt andet spillede i skotske Glasgow Rangers.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere