Målmænd foran stor chance

Alle fire finalemålmænd får mulighed for at komme på Jimmy Hansens målmandsskole

Nicolaj Bjerregaard og de øvrige målmænd i finalerne står foran en stor chance. (Foto: Per Rasmussen)
Nicolaj Bjerregaard og de øvrige målmænd i finalerne står foran en stor chance. (Foto: Per Rasmussen)
Der ligger spændende muligheder og venter på skolefinalernes fire målmænd og -piger.

Michelle Storgaard, Malene Johansen Würtz, Jesper Solberg Nielsen og Nicolaj Bjerregaard skal i morgen i Parken overbevise om deres klasse. Så kan de til sommer se frem til at skulle på Jimmy Hansens målmandsskole, hvis de har lyst til at udvikle deres evner mellem stængerne.

- Når deres skoler er kommet helt frem til slutkampene, er det ikke mindst målmændenes fortjeneste, siger Jimmy Hansen, der har en fortid som målmandstræner og nu fungerer som scout for Liverpool FC.

- Derfor fortjener de en ekstra opmuntring, og det giver jeg dem ved at invitere til træning med andre med lyst til at tage med hænder.

- Træningssamlingen er gratis for deres vedkommende, og de kan selv bestemme, hvor og hvornår de vil deltage, siger Jimmy Hansen, der næste år arrangerer målmandsskoler i 15-20 byer rundt om i Danmark.

Chance for Liverpool
To talenter fra målmandsskolen kommer på prøvetræning i Liverpool i løbet af foråret, og nu åbner Jimmy Hansen op for, at det muligvis også kan lade sig gøre for en af skolefodbold-målmændene at komme et par dage til England og prøvetræne i Liverpool.

Der bliver således endnu mere at spille for, når de fire velspillende skoler tørner sammen.

Lige nu står 16-årige Nicolaj Bjerregaard med de bedste kort for en tur til Liverpool. Til daglig spiller han i Lyngby, og så har han allerede spillet to kampe på U17-landsholdet.

I 520 skolefodboldminutter har han blot lukket en enkelt bold ind. Ren klasse.
0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere