Estisk bomber klar i Silkeborg

Den blot 19-årige estiske angriber Kaimar Saag har skrevet en langvarig kontrakt med 1. divisionsklubben Silkeborg IF

Kaimar Saag er noteret for syv landskampe for Estland. Blandt andet mod England på Wembley. (Foto: AP)
Kaimar Saag er noteret for syv landskampe for Estland. Blandt andet mod England på Wembley. (Foto: AP)

De var egentlig aldrig rigtig i tvivl i Silkeborg IF.

19-årige Kaimar Saag skulle bare underskrive en kontrakt og indlemmes i førsteholdstruppen. Og gerne med det samme.

For angriberen fra Estland leverede i midten af måneden et så stærkt og positivt indtryk, at ingen fra Gudenåen til Himmelbjerget var i tvivl om det store potentiale. Kombineret med 38 mål i 27 kampe for en estisk klub sidste år var bare endnu et klart signal for cheftræner Peder Knudsen.

- Vi var egentlig aldrig i tvivl om, at vi ville have Kaimar, for lige med det samme kunne vi se, at han rummede nogle store og meget spændende kompetencer. Det indtryk forstærkede han så løbende i de dage, hvor han var her, så vi er meget glade for, at vi har sikret os en langvarig aftale med ham. Oveni hans nuværende kvaliteter skal vi jo også huske på, at han kun er 19 år gammel, så der er gode udviklingsmuligheder i ham, fastslår cheftræneren i en pressemeddelelse.

Saag, der skifter fra Levadia Tallinn, har underskrevet en kontrakt, der løber til sommeren 2012.

- Jeg er glad for, at det hele er faldet på plads, for jeg ser meget frem til at spille i SIF. Jeg ser frem til at forhåbentlig kunne hjælpe klubben med nogle gode præstationer. Med en så lang kontrakt bliver det jo også understreget, at klubben tror på mig, og sammen er jeg sikker på, at vi kan nå langt, siger Kaimar Saag.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Claus Jessen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen