Kent Nielsen forlænger med Horsens

FODBOLD: Horsens succestræner Kent Nielsen har forlænget sin kontrakt med 'Den Gule Fare' frem til sommeren 2008

Kent Nielsen tager et par år mere i AC Horsens. (Foto: Claus Bonnerup)
Kent Nielsen tager et par år mere i AC Horsens. (Foto: Claus Bonnerup)
Kent Nielsen, den tidligere landsholdsspiller og EM-helt fra 1992, har i flere sæsoner oplevet succes i trænersædet hos AC Horsens, og han er nu på samme baggrund blevet belønnet med en kontraktforlængelse frem til sommeren 2008.

Kent Nielsen førte i sæsonen 2003-2004 Horsens helt frem i toppen af 1. division, og allerede i den følgende sæson magtede jyderne at erobre billet til Superligaen. I indeværende sæson i landets bedste række har Horsens ganske vist fået kritik for de syv 0-0-kampe, men faktum er også, at oprykkerne stadig er over nedrykningsstregen, blandt andet tre point foran AGF.

- Kent Nielsen arbejdsmetoder og gejst omkring trænergerningen er det, som AC Horsens har brug for i det lange, seje træk, der ligger i den nærmeste fremtid, lyder roserne fra Horsens-ledelsen i en pressemeddelelse tirsdag.