Bunden nået

FODBOLD: AaB var håbløst ringe, da det blev til nederlag hjemme mod Herfølge

Allan Nielsen og Herfølge var for stor en mundfuld for fornærmende ringe AaB. (Foto: Andreas Szlavik)
Allan Nielsen og Herfølge var for stor en mundfuld for fornærmende ringe AaB. (Foto: Andreas Szlavik)
'Simply the best' er melodien, der toner ud af højttalerne, når AaB'erne løber på banen. Og i går forsøgte man tillige at opildne spillerne ved at smække drømme på forsiden af den avis, der uddeles til tilskuerne.

'Nu går det mod toppen' og 'David scorer for AaB'.

Men goddaw do! Virkelighedens verden blev en helt anden.

Håbløst, uanstændigt og fornærmende er de ord, der skal hæftes på det hold, der var i aktion i opgøret mod oprykkerne fra Herfølge.

Det må have gjort ondt dybt ind i sjælen på enhver med blot en lille tilknytning til den nordjyske klub at se det bras - og den mangel på entusiasme, som strålede ud af stort set alle.

URIASPOST
Når forhånds-forventningerne var skruet op hænger det selvfølgelig sammen med sportsdirektør Lynge Jacobsens store aktivitet på transfermarkedet i den forgangne uge.

Milan Timko, David Nielsen - begge fra start - og Christian Lundberg blev præsenteret som nye efter lang tids dødvande.

Men ingen af dem gav holdet det kick, man efterhånden har savnet så længe på de kanter. Timko lignede ikke en mand, der var i form til Superliga-fodbold og Christian Lundberg kom først på banen efter pausen.

David Nielsen arbejdede efter bedste evne i front, men var på en uriaspost på et hold, der fungerede ligeså skidt som en motor uden benzin.

Og heller ikke den fjerde af de fem nye efterårsfolk på banen, nordmanden Trond Andersen har endnu vist sig som den markante forstærkning. I går optrådte han mere som boldflytter end dynamisk igangsætter.

KULKÆLDER
Nu skal alting have sin tid - og de nye skal i hvert fald ikke gøres til syndebukke for, at klubben i øjeblikket ligner en parodi på sine egne ambitioner.

Der skal mere end to-tre træninger til for at komme op fra den kulkælder, som lige nu er dyberere end i mange, mange år for AaB, og man forstår godt, at træner Poul Erik Andreasen nu ser frem til at få ugers kamppause, hvor han kan arbejde trænings-målrettet med spillerne, der med rette blev fulgt fra banen af en meget markant pibekoncert fra de skuffede fans.

Et faktum, som spillerne tog til sig.

- Vi gjorde det ikke godt nok. Så enkelt er det. Så jeg forstår godt publikum reagerede, som de gjorde både undervejs og bagefter, konstaterede anfører Thomas Bælum.

- Vi blev straffet for nogle dumme fejl, men det rokker ikke ved, at vi aldrig fik sammenhæng i tingene, og at der i de kommende kampe skal helt andre boller på suppen, sagde han, inden han gik ind af døren til et omklædningsrum, der blev holdt lukket meget længe.
0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Claus Jessen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen