Andersen: Frimann skyld i AB-nedtur

FODBOLD: Klubbens gamle træner Christian Andersen anklager TV3's fodbold-ekspert

Per Frimann er gået fri. Men han er skyld i, at traditionsklubben AB i dag kæmper for livet såvel sportsligt som økonomisk.

Det mener FCN-træner Christian Andersen, der i sin tid hos AB ansatte den tidligere landsholdsholdsspiller, Per Frimann, som klubbens administrerende direktør.

Senere var Frimann med til at få Christian Andersen afsat fra trænerjobbet i AB -og i de følgende år bestyrede Per Frimann både den sportslige og den administrative sektion i klubben, der havde hentet mere end 90 millioner kroner på Fondsbørsen.

- I dag er der ingen penge tilbage. I mellemtiden har AB desuden hentet rigtig mange penge i transfer-indtægter.

- De er væk - og efter min opfattelse er det Per Frimann, der er skyld i nedturen, men han er sluppet alt for nemt om ved det, siger Christian Andersen.

Oprindelig var Andersen medlem af B1903, men efter en tur til udlandet som prof-spiller fortsatte han karrieren i AB.

SOLGTE DE GODE OG KØBTE MINDRE GODE
Siden er det blevet 'hans' klub, og Christian Andersen har både været træner for AB i sammenlagt 12 år, og han har været medlem af bestyrelsen.

Ydermere var han i 1996 med til at lægge grunden til en professionel klub, da han var en af seks investorer bag opbygningen af en egenkapital på tre millioner kroner.

- Siden hentede AB aktiekapital på OTC-børsen, og i 1998 nåede man op på 93 millioner kroner via Københavns Fondsbørs. Men i årene derefter sad pengene også meget løst. Formentlig fordi man havde mange, siger Christian Andersen.

FCN-træneren nævner blandt andet det faktum, at AB stod for en række meget dyre indkøb af, hvad han betegner som ikke optimale spillere -blandt andet af Abdul Sule i Herning Fremad for mellem syv og ni millioner kroner.

- Oven i købet solgte Frimann de gode AB'ere. Det gav mange millioner kroner.

- Men reglen bør vel være, at når man køber en afløser, skal han være minimum lige så god som den forrige -ikke bare lige så dyr eller dyrere, siger Christian Andersen.

KUN NED AD BAKKE
- Lønningerne accelererede, men sportsligt set gik det ned ad bakke efter emissionen. Da jeg stoppede, lå AB nummer 1, fem point foran nummer to - så højt har holdet ikke været placeret siden, siger Christian Andersen.

- Det smerter mig utrolig meget at se, hvordan det er gået med AB. Jeg håber, at klubben redder sig, men det kan godt være, at det er bedst for den, hvis den rykker ned og får den ro om tingene, som der ikke har været i lang tid, siger Christian Andersen.

Han kan være med til at tilføje AB et banesår, når FC Nordsjælland på søndag tager mod naboerne. Hvis AB ikke får point i den kamp, ser det endnu vanskeligere ud med overlevelse i Superligaen.

Per Frimann, der i dag arbejder som fodboldekspert hos TV3, har ikke ønsket at bidrage til historien om AB's storhed og fald i Sportsbladet, på trods af flere opfordringer.
0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere