Søren Lerby og Frank Arnesen blev mandag aften indlemmet i fodboldens Hall of Fame ved Dansk Fodbold Award.
De to koryfæer var en del af det sprudlende dynamithold, der henrykkede hele Danmark i 1980'erne med forrygende fodbold ved slutrunderne i 1984 og 1986; EM i Frankrig og VM i Mexico.
Søren Lerby ernærer sig i dag som fodboldagent, mens Frank Arnesen senest har været sportschef i den tyske storklub Hamburger SV.
55-årige Lerby optrådte på klubplan for store europæiske klubber som Ajax, Bayern München, Monaco og PSV. Han nåede at repræsentere Danmark i 67 landskampe.
Den et år ældre Frank Arnesen havde en lige så fornem klubkarriere, der bragte ham forbi Ajax, Valencia, Anderlecht og PSV. Arnesen nåede 52 kampe i nationaltrøjen.
Hall of Fame har i forvejen 11 medlemmer. Sidste år blev Brian Laudrup optaget i den eksklusive klub, som Michael Laudrup, Allan Simonsen, Carl Aage Præst, Peter Schmeichel, Harald Nielsen, Preben Elkjær, Per Røntved og Sepp Piontek også er en del af.
Derudover har 'EM-holdet fra 1992' samt 'Dynamitholdet fra 80'erne' modtaget den fornemme hæder.