Endelig! Brian Laudrup i Hall of Fame

Lillebror Laudrup beæret over at optræde blandt dansk idræts største legender

Han blev italiensk mester én gang. Dansk mester to gange. Skotsk mester tre gange. Og nå ja, så vandt han også lige i europamesterskabet.

Det er den slags meritter, legender er skabt af, og sent lørdag aften fik Brian Laudrup så også det officielle idræts-Danmarks godkendelse af, at han er netop det: En legende.

Foran en fyldt Boxen i Herning blev den 44-årige lillebror Laudrup indlemmer i sportens Hall of Fame som det 29. medlem af det fornemme selskab. Ikke sært, at han var stolt over at havne blandt andre levende og afdøde legender som – for bare at nævne nogle ganske få – Paul Elvstrøm, Knud Lundberg, Tom Bogs, Lene Køppen og naturligvis også storebror Michael.

Laudrup: Han var min bedste medspiller

- Da jeg fik at vide, jeg skulle optages i Hall of Fame, sad jeg og kiggede igennem, hvem der allerede var medlemmer, og så blev jeg ekstraordinært stolt, for det er nogle fantastiske navne, der hver især har betydet uendeligt meget for dansk idræt.

- At man mener, jeg hører til i det selskab, er jeg beæret over, siger Brian Laudrup til Ekstra Bladet.

Brian Laudrup blev medlem nummer 29 af dansk idræts Hall of Fame, men ret beset er der 31 medlemmer. Tre af medlemmerne er imidlertid én og samme person, idet Knud Lundberg optræder i det fornemme selskab som landsholdsspiller i både fodbold, håndbold og basketball.