Minister går ind i kontroversiel DBU-sag

Modsat praksis går landets kulturminister ind en idrætssag. Det sker med opbakning fra flere politiske partier

DBUs afgående formand, Allan Hansen, fik 1,5 millioner kroner i pension, og den sag vil kulturministeren nu kigge nærmere på. (Foto: Jakob Jørgensen)
DBUs afgående formand, Allan Hansen, fik 1,5 millioner kroner i pension, og den sag vil kulturministeren nu kigge nærmere på. (Foto: Jakob Jørgensen)

Dansk Boldspil-Unions (DBU) bestyrelse skal kigge sig selv grundigt i spejlet, mener kulturminister Marianne Jelved (R),

Udmeldingen kommer, efter at Politiken afslørede, at fodboldforbundets medlemsvalgte ledelse ignorerede generalsekretærens advarsel mod at tildele den afgående formand, Allan Hansen, 1,5 millioner kroner i pension med 12 års tilbagevirkende kraft

Dette skete uden at spørge det øverste organ, repræsentantskabet, om lov til det, og før bestyrelsen overhovedet havde lovmæssig kompetence til at bevilge pension.

Se også: Millioner til DBU-boss: Svineri eller fornuft?

- Det kan undre, at bestyrelsen, som har ansvaret for at forvalte medlemmernes interesser og økonomi, går uden om repræsentantskabet i den her sag.

- Det må kalde på selvransagelse hos DBU's bestyrelse og øverste ledelse, skriver Marianne Jelved i en mail til Politiken.

Normalt holder politikerne afstand til idrætten og lader den drive sig selv. Men de har alligevel en vis indflydelse, da sportsforbundene hvert år modtager millioner af statskroner gennem tipsmidlerne.

Se også: Særligt millionhonorar til DBU-boss

I 2012-13 fik DBU 27,1 millioner offentlige kroner i form af tilskud fra Danmarks Idrætsforbund, Team Danmark og direkte fra Danske Spil. Det svarede cirka til en tiendedel af forbundets indtægter.

Og det er netop en af grundene til, at det er essentielt, at Marianne Jelved går ind i pensionssagen.

De knap 1700 klubber og de cirka 340.000 fodboldspillende medlemmer er en anden årsag til, at den ekstraordinære bagudrettede formandspension er kritisabel, mener DF.

- Jeg kan ikke forstå, at man giver pension med tilbagevirkende kraft. Alle de frivillige, der går ud i sne og blæst i de små klubber, og alle dem, der træner egne og andre folks børn uden at få noget for det, må da tænke, hvordan kan man gøre sådan noget?

- Er det, hvad vores penge skal gå til?, siger Dansk Folkepartis Karin Nødgaard.

Se også: Sportsøkonom: Kammerateri med DBU-fratrædelser

Sagen overrasker ikke tidligere kulturminister Uffe Elbæk (R).

- Det er ikke første gang, DBU nærmest tror, de er en vatikanstat i Danmark. At de er sådan frit svævende og føler sig så sikre på deres egen autoritet, at de har truffet dårlige beslutninger.

- Og det synes jeg også er tilfældet her, siger han til Politiken.

0 kommentarer
Vis kommentarer