Et anstrengt forhold mellem cheftræneren og sportschefen i Lyngby Boldklub koster nu sidstnævnte en pause, erfarer Ekstra Bladet.
'De Kongeblå' har ikke vundet en Superliga-kamp i indeværende sæson, men det bliver uden sportschefen, at de i den kommende tid skal forsøge at vende skuden.
Birger Jørgensen skal nemlig på ferie, bekræfter Lyngby over for Ekstra Bladet.
- Det er korrekt, at Birger Jørgensen går på tre ugers ferie, lyder det fra klubbens kommercielle direktør, Kristian Maimann.
Lyngby-direktør svarer på Michelsens kritik: Det virker helt godnat
- Der er vel så godt som ingen i Lyngby, der er mere 'Kongeblå' end Birger Jørgensen. Kan I se, at det ser besynderligt ud, at han skal på ferie midt i en af klubbens største sportslige kriser?
- Det er Birger selv, der har bedt om en timeout, og den har han selvfølgelig fået, lyder det fra Maimann.
Artiklen fortsætter under billedet ...
- Så det er Birgers egen beslutning?
- Ja, i og med at det er ham selv, der har bedt om en timeout, så har han selv truffet den beslutning, uddyber Kristian Maimann.
- Kommer Birger Jørgensen tilbage igen?
- Birger kommer tilbage igen efter ferien, ligesom når alle vi andre holder ferie, lyder det fra Kristian Maimann.
Klubbens administrerende direktør, Andreas Byder, skal varetage sportschefens arbejdsopgaver i hans fravær, oplyser Maimann også.
Anstrengt forhold mellem cheftræner og sportschef
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger skyldes Birger Jørgensens pludselige behov for en ferie dog snarere, at han og cheftræner Christian Nielsen er raget uklare med hinanden.
Uenighederne skulle blandt andet vedrøre de sportslige prioriteringer på holdet.
Det har Lyngby ingen kommentarer til.
- Jeg følger ikke mine spillere på Instagram
Reddede klubben fra konkurs
55-årige Birger Jørgensen var frontfigur i 'Friends of Lyngby', den inverstorgruppe der i februar 2018 reddede klubben fra at gå konkurs.
Han indtrådte i forbindelse med redningen som administrerende direktør i klubben, men vendte i forbindelse med organisatoriske ændringer et år senere tilbage til den rolle som sportschef, han over flere perioder har besiddet.
Ekstra Bladet har uden held forsøgt at kontakte Birger Jørgensen for en kommentar.