Bendtners chok-melding: Fuld opbakning fra Ståle

Ståle Solbakken havde måske ikke lige set den komme, men kan sagtens forestille sig Bendtner blive en god træner. Hvis han vil det nok

Bendtner vil være manager i en klub, inden han bliver 40. Sådan lyder det i Dplay-programmet 'Bendtner og Philine'. Video: Discovery Networks Danmark.

Nicklas Bendtner på en trænerbænk. Giver det billede mening i dit hoved?

- Jeg må være ærlig og sige, at den tanke har jeg aldrig tænkt før i mit liv, før du nu spørger, lyder det grinende svar fra Ståle Solbakken til Ekstra Bladet.

Reaktionen fra Bendtners norske boss under angriberens kortvarige tørn for FC København afspejler givetvis den fra mange danskere, som måske heller ikke lige havde overvejet det scenarie.

Indtil den danske angriber altså i sit og kærestens reality-program erklærede sine ambitioner om at forfølge en trænerkarriere.

Men når idéen er bragt på banen, er Solbakken ikke så skeptisk endda. Han ser tværtimod gode muligheder for den tidligere landsholdsspiller, skulle han vælge at gå den vej.

Rent fodboldfagligt er Bendtner i hvert fald absolut kvalificeret, mener den mangeårige FCK-træner.

- Nicklas har et godt fodboldhoved. Det er der ingen tvivl om. Derudover har han erfaring fra klubber i forskellige lande. I forhold til det det taktiske ser jeg ikke noget stå i vejen for det, uddyber nordmanden.

Bendtner var hurtig til at fange de norske dessiner. Foto: Jens Dresling
Bendtner var hurtig til at fange de norske dessiner. Foto: Jens Dresling
 

Op til ham selv
Den amagerkanske 30-målsskytte på landsholdet adskiller sig en smule fra andre danske topspillere, der senere har haft succes i det metier.

Blandt de mest feterede hører Michael Laudrup og Morten Olsen, der begge startede op med et uspoleret ry som topprofessionelle og helt igennem seriøse sportsmænd.

Bendtners mangeårige mentor og landsholdstræner var i sin spilletid en holdspiller og anfører kendt for sin enestående professionalisme. Alle respekterede farvehandlerens søn, lød det tit, og jobskiftet forekom da også meget naturligt.

Bendtners eget navn forbinder de fleste med noget lidt andet. Dansk fodbolds om muligt største 'badboy' gjorde sig i længere perioder allermest bemærket for natklubeskapader, spritkørsel, uoverensstemmelser med taxachauffører og andre gange, hvor Bendtner er blevet taget i at løbe i en off-side over for loven.

Velkendte billeder af en yngre Bendtner på vej ind i Københavns Byret for at få frataget kørekortet og modtage en betragtelig bøde for spritkørsel tilbage i 2013. Foto: Jens Dresling
Velkendte billeder af en yngre Bendtner på vej ind i Københavns Byret for at få frataget kørekortet og modtage en betragtelig bøde for spritkørsel tilbage i 2013. Foto: Jens Dresling
 

Adspurgt om det blakkede ry vil være en hæmsko i det nye erhverv, afværger Ståle. At være kendt for forskellige grader af disciplinære problemer behøver ikke forfølge Nicklas ind i trænerkarrieren, mener han.

- Det er jo svært at sige noget om. Men det kommer ikke til at handle om det. Det kommer til at handle om, hvordan han gør det i jobbet, og om han brænder for det. Hvis han har viljen, og hvis han er dedikeret, så kan det sagtens gå godt. De andre ting fra hans egen aktive karriere behøver ikke blive et tema.

- Det, der bliver svært for ham, er svært for alle. Udfordringerne med at skulle sætte sig i respekt over for en trup har alle i starten. Det er svært pludselig at skulle bestemme over for så mange og have det ansvar, siger Solbakken.

Samtidig er de problemer også ved at være vand under broen. I hvert fald giver Nicklas' seneste chef et par anbefalende ord med på vejen.

- Jeg havde ham som spiller i 4-5 måneder, og i alle de måneder opførte han sig eksemplarisk. Så dér er i hvert fald et klart tegn på, at han er blevet en voksen og ansvarlig mand.

Se også: Skrottet: Nu afslører han vilde fremtidsplaner

Ståle Solbakken og Zeca mødtes onsdag hos FCK-manageren. Foto: Lars Poulsen Sport og Spil Middagen der ændrede FCK-lønnen

 

100 kommentarer
Vis kommentarer