Nicklas Bendtner må blive hjemme i Trondheim, når hans norske klub, Rosenborg, lørdag drager til Lillestrøm for at spille ligakamp.
Bendtner er ikke udtaget i den trup, de norske mestre lørdag middag har offentliggjort på sin hjemmeside.
Her skriver klubben også, at flere spillere ikke er med i truppen, fordi de er ude med skader, men her er Nicklas Bendtner heller ikke blandt.
Rosenborg hentede sæsonens første sejr sidste søndag hjemme mod Sarpsborg, hvor det blev til en 1-0-sejr. I den kamp var Bendtner med i truppen, men sad på bænken i hele kampen.
Efter kampen var danskeren en smule ude med riven efter Rosenborg-træner Eirik Horneland, der ifølge Bendtner ikke havde givet ham en forklaring på reservetjansen.
Til den norske avis VG sagde han:
- Jeg vil tro, at der findes en forklaring på, hvorfor jeg ikke spiller. Han (træneren, red.) har fortalt jer meget, men ikke fortalt mig noget. Jeg er uforstående over for situationen.
- Men jeg arbejder hårdt til træning, som I kan se. Det går godt, og jeg er klar.
TV 2s fodboldekspert, Jesper Mathisen, mener det er tydeligt, at danskerens tid i Rosenborg snart er ovre.
– Det tyder på, at det er, som vi har nævnt i nogle uger nu: At Bendtner ikke er en spiller, Horneland ser for sig i sin fremtidige Rosenborg-stald, siger Mathisen ifølge TV2 Norge.
- Det har været et problem, at de ikke er blevet begejstret for ham, og det bliver bare et større og større problem for hver uge, som går. Nu har man en misfornøjet dansker, som får en vældig høj løn i omklædningsrummet. Det siger sig selv, at det umulig kan blive et godt match, fortæller eksperten.