Bizar sag afgjort: Dansk kamp skal spilles om

Sjællandsserie-kampen mellem Glostrup og Ballerup Skovlunde har fået et bizart efterspil, og kampen står nu til at skulle spilles om

Arkivfoto. Foto: Shutterstock
Arkivfoto. Foto: Shutterstock

En yderst mærkværdig hændelse udspillede sig 25 september, da Glostrup FK og BSF (Ballerup Skovlunde Fodbold) tørnede sammen i Sjællandsserien.

Kampens dommer lavede en graverende fejl, der gjorde, at BSF måtte spille med en mand i undertal de sidste 17 minutter af dysten.

En spiller fra BSF havde i kampens hede fået to gule kort, der resulterede i en udvisning.

Ifølge reglerne i Sjællandsserien må holdet med den udviste spiller godt sætte en ny mand ind efter ti minutter. Dette afviste kampens dommer dog, og BSF måtte spille en mand i undertal resten af kampen.

Glostrup førte på daværende tidspunkt ved hændelsen 1-0 med godt et kvarter tilbage af kampen. Kampen sluttede med en 2-1 sejr til Glostrup.

BSF har siden indmeldt en protest, de har fået medhold i fra DBU Sjælland, og kampen skal nu spilles helt om.

DBU Sjællands afgørelse

Det kan i denne sag konstateres, at dommeren oplyser, at BSF ikke fik lov til at sætte en ny spiller på banen efter at klubben havde fået udvist Marcus Woss med sin 2. advarsel i det 63. minut.

DBU Sjælland skal derfor indledningsvist tage stilling til, om BSF’s protest er indgivet korrekt af anføreren umiddelbart efter kendelsen, således som det er anført i turneringsreglementets § 46.4, at den skal være. Og det finder DBU Sjælland, at den er, idet dommeren oplyser, at BSF’s anfører gør ham opmærksom på reglen om at en udvist spiller, der har fået sin 2. advarsel må erstattes af en ny spiller efter endt afsoning af den sidste 10 minutters tidsbegrænsede udvisning. Endvidere har DBU Sjælland jf. § 46.4 under alle omstændigheder retten til at træffe en afgørelse, hvis man bliver bekendt med, at Fodboldloven kan være anvendt forkert.

I Fodboldlovens afsnit ”internationale fortolkninger og danske afgørelser” s. 137-138 slås det fast, at en spiller skal erstattes af en ny spiller, hvis spilleren får sin anden tidsbegrænsede udvisning efter udløbet af den første, og det var det, der var tilfældet omkring udvisningen af Marcus Woss, og derfor har dommeren anvendt Fodbold loven forkert i ovenstående kamp, da han ikke tillader BSF at sætte en ny spiller på banen.

Der er hos DBU Sjælland præcedens for, at en kamp skal spilles på ny, såfremt dommeren anvender fodboldloven forkert, idet man aldrig vil kunne genskabe de præcise forhold, der herskede i den pågældende kamp – endsige være sikker på, at begge hold har nøjagtigt de samme spillere til rådighed, hvis man eksempelvis valgte at spiller kampen færdig fra det tidspunkt, hvor lovovertrædelsen skete.

Derfor finder DBU Sjælland at ovenstående kamp skal spilles på ny

Skarp kritik
Afgørelsen fra DBU Sjælland møder skarp kritik af bestyrelsen i Glostrup, der ikke mener, at det er en retfærdig afgørelse.

- Vi forstår ikke, at udgangspunktet er at spille kampen forfra. Man burde som minumum genoptage kampen, hvor fejlen blev begået. Vi ender med at blive straffet på flere måder med den her afgørelse, fortæller Rasmus Kirkeby, der er kasserer i Glostrup.

- BSF har selv tilbudt, i deres protest, at genoptage kampen, så derfor er vi helt uforstående overfor den afgørelse, DBU er kommet med i sagen, siger han.

BSF's formand Jakob Waag Villadsen er ikke uforstående overfor Glostrups frustrationer.

- Jeg kan sagtens forstå frustrationerne hos Glostrup over det, der skulle have været en kampafvikling, der blev afgjort på 90 minutter, nu skal spilles om, fordi reglerne fra dommerteamet ikke bliver overholdt. Men det er ude af vores hænder hos BSF, forklarer formanden.

Har fulgt reglementet
Ekstra Bladet har kontaktet DBU Sjælland for at få mere at vide om afgørelsen i sagen.

I et skriftligt svar skriver DBU Sjælland følgende:

'Hvis præmissen for dit spørgsmål er, at der er tale om en færdigspillet kamp, hvor det disciplinære system efterfølgende har afgjort, at der er foretaget en objektiv dommerfejl og forkert anvendelse af Fodboldloven, så er er præcedens i DBU Sjællands disciplinære system, at kampen skal spilles på ny.'

Ekstra Bladet har spurgt ind til, hvorvidt dommerniveauet i Sjællandsserien er tilstrækkeligt, når en hoveddommer og to linjedommere ikke kender til reglerne. Men heldigvis er hændelser som denne en atypisk scenarie, lyder svaret.

'Det er heldigvis yderst sjældent, at der begås objektive dommerfejl i kampene... Vi gør alt hvad vi kan for at efteruddanne dommerne, således at de holdes ajour med de lovændringer, der kommer fra FIFA. Derfor har vi også obligatorisk teorigennemgang for dommerne en gang om året, hvor regelændringerne bliver gennemgået.'

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Det er fuldstændig hat og briller