Chokerede fodboldspillere: Alle tænker jo, at hun er tosset

Black Lives Matter Denmarks talskvinde, Bwalya Sørensen, risikerer at spolere et ellers smukt budskab, vurderer en tidligere og nuværende fodboldspiller

Bwalya Sørensen ved en demonstration 31. maj foran den amerikanske ambassade i København. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Bwalya Sørensen ved en demonstration 31. maj foran den amerikanske ambassade i København. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Det vakte opsigt, da organisationen Black Lives Matter Denmark og dens talskvinde, Bwalya Sørensen, opfordrede hvide mennesker til at træde til side ved demonstrationen i København søndag, hvor omkring 15.000 mennesker deltog.

Hun ville kort og godt have de sorte og brune frem, for det var dem, det handlede om i demonstrationen, der kom i kølvandet på drabet på George Floyd i USA.

Allerede inden demonstrationen satte organisationen scenen på sin Instagram-konto:

’Nogle slagråb er ikke for jer. 'Hands up don't shoot'. 'I can't breathe'. Ikke alt er for hvide mennesker – heller ikke dem, der er mødt op i solidaritet. At blive kvalt og skudt er ikke ting, der sker for hvide mennesker, i lige så høj grad det sker for sorte mennesker,' skrev man.

Men det har vist sig at ramme hende som en boomerang.

Først var det tv-værten Jeppe Søe, der i BT langede ud efter dem, og nu fortæller Jamil Fearrington, anfører i Brønshøj og tidligere fodboldspiller Francis Dickoh, til Ekstra Bladet, at de slet ikke kan bakke op om Bwalya Sørensens fremgangsmåde og retotik – og at det potentielt kan skade bevægelsen i Danmark.

- Det er helt absurd. Hvordan en person som hende ikke selv kan se det absurde i at lave specifikke regler for specifikke hudfarver ved en demonstration mod forskelsbehandling baseret på hudfarve…siger Fearrington, der som Bwalya Sørensen og Francis Dickoh er farvet.

'Det er raceopdeling'
Han kalder det selv for ’det fedeste i verden’, at der findes (hvide) mennesker, ’der ikke selv er ramt af eksempelvis diskrimination eller racisme, men som går forrest. At de gider tage sig tid til at kæmpe for andres vilkår. Det er smukt, og det skal man ikke udskammes for. Det er raceopdeling, og det er jo det, vi kæmper imod’, siger han.

Jamil Fearrington i aktion for Brønshøj i 2018. Foto: Dejan Obretkovic/Ritzau Scanpix
Jamil Fearrington i aktion for Brønshøj i 2018. Foto: Dejan Obretkovic/Ritzau Scanpix
 

Han bakkes op af Francis Dickoh, der, da Fearrington på Twitter skrev, at han græmmedes over ledelsen i Black Lives Matter Denmark, straks reagerede og svarede, at han havde skrevet til dem, at de skulle ’droppe deres elendige budskab’.

Til Ekstra Bladet uddyber den tidligere FC Nordsjælland-profil:

- Det, jeg studser en smule over, er, at vi har fået et momentum, der er uset på global plan. Og budskabet er, at alle skal være lige. Og jo flere munde, jo flere stemmer. Når man stiller sig op og råber, at nok er nok, er det forkert at udstikke retningslinjer for, hvordan man demonstrerer, så længe det foregår på fredelig vis naturligvis.

- Jeg har forståelse for at der er symboler som den knyttet hånd, der fortæller en historie om den sorte mands kamp for frihed og lighed. At det er emotionelt, at det vækker følelser, at der er en modbydelig tidslinje forbundet med det. Men har man forståelse for de dele, så bliver det samme statement endnu mere kraftfuldt.

- Kommunikationen om at inkludere og følelsen af et fællesskab SKAL grundlæggende være i højsædet. For kun sammen bliver man stærkere - kun sammen kan vi ændre til det bedre, siger han.

- At der bliver udstukket retningslinjer er ærgerligt. For måske er der nogen, der tænker, at det er os mod dem. For mig er det os alle mod racismen. Og det bliver svært at stå på mål for, når bevægelsen går ud med retningslinjer, siger han og tilføjer, at ’der skal ikke være regler’.

Alle tænker jo, at hun er tosset
For Jamil Fearrington er Bwalya Sørensens opførsel et punkt for sig selv. Også her er der plads til forbedring.

- Den retorik, hun fører…det er et andet punkt. Senest i interviewet omkring presset til at stoppe demonstrationen i Aalborg. Alle tænker jo, at hun er tosset, siger han med henvisning til et interview med solidaritet.dk.

Francis Dickoh i nærkamp med Kamil Wilczek for Brøndby, da Dickoh spillede for SønderjyskE. Foto: Jens Dresling
Francis Dickoh i nærkamp med Kamil Wilczek for Brøndby, da Dickoh spillede for SønderjyskE. Foto: Jens Dresling
 

Tirsdag afvikler Black Lives Matter Denmark en demonstration i Aalborg. Men ifølge Amnesty International havde de først tilsluttet sig en anden demonstration planlagt af studerende i byen, der oprindeligt havde taget kontakt til Black Lives Matter Denmark, der dog ikke havde reageret.

Derfor organiserede de unge demonstrationen selv.

Det fik Black Lives Matter Denmark dog forpurret, da man ifølge Bwalya Sørensen i artiklen på solidaritet.dk ikke kunne afvikle to demonstrationer i samme by på samme dag, og at det skulle være hendes organisation, der gjorde det, da ’det er vigtigt, at sorte mennesker leder denne kamp, og at det bliver et BLM-event’, som hun sagde. 

I samme åndedrag langede hun kraftigt ud efter Amnesty og de studerende og kaldte dem løgnere. Amnestys påstand om, at det var de studerende, der var først, var løgn.

– Men at lyve, en lodret løgn, og starte en svinekampagne, fordi Black Lives Matter gerne vil holde en… trommeslag….Black Lives Matter kamp-event. Og så skal hvide mennesker jage os væk. Det er white supremacy og racisme, misogynistisk svineri for at sige det mildt, tordnede hun.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Bwalya Sørensen, men hun har i skrivende stund ikke reageret på vores henvendelse.

Få hele historien om, hvorfor Lars Olsen røg ud i kulden i Esbjerg:

Gammeldags og doven: EM-helt var dødsdømt fra dag ét

Minister: Ikke alle demonstranter behøver lade sig coronateste