Dansk Barça-nej er nået til England

Det er ikke kun i Danmark, at DBU-forbuddet mod FC Barcelonas talentakademi har givet genlyd

Planerne var store, da FC Barcelona tidligere på måneden løftede sløret for klubbens danske fodboldakademi. (Foto: Philip Davali)
Planerne var store, da FC Barcelona tidligere på måneden løftede sløret for klubbens danske fodboldakademi. (Foto: Philip Davali)

Det hører til sjældenhederne, at DBU-beslutninger finder vej til andre medier end de danske. Men som følge af tirsdagens klare afslag til storklubben FC Barcelona, der havde til ønske at slå dørene op til et talentakademi i Ballerup, er der gjort en undtagelse.

Valget om at give de berømte cataloniere den kolde skulder er ikke noget, som er hverdagskost i verdensbilledet, men i DBU står man fast på sin ret til at afvise det spanske projekt. Danske børn har ikke godt af at indgå i et benhårdt 'vind eller forsvind'-miljø, lyder det fra unionens side.

- Vi kan ikke stå inde for, at børn ned til seksårs-alderen skal til auditions for at blive optaget og skal indgå i et udpræget elitært træningsmiljø, siger Bent Clausen, der er næstformand i DBU.

Se også: DBU forbyder dansk Barça-akademi

Det er denne holdning, som nu ikke kun har bragt DBU på kollisionskurs med FC Barcelona, men også har medført, at Dansk Boldspil-Union har fundet vej til spalterne hos det anerkendte engelske medie The Guardian.

På avisens hjemmeside noteres det blandt andet, at DBU er bekymrede for den effekt, akademiet ville have på børnene, mens mediet også hæfter sig ved, at man fra dansk side er nervøse for, hvorvidt landets egne klubber på sigt vil misse muligheden for at tilknytte nogen af de unge aktører, der - hvis akademiet var blevet til noget - gjorde god reklame for dem selv.

Efter planen skulle der være foregået en såkaldt casting med henblik på indmeldelse til projektet i weekenden d. 9.-10. maj, men den begivenhed ser nu ud til aldrig at komme til at finde sted.

Se også: Barça-legende tavs om DBU-forbud
Tirsdag var Ekstra Bladet i kontakt med den forhenværende FC Barcelona-stjerne Allan Simonsen, som var udset en rolle som ambassadør for projektet i Ballerup, men danskeren var fåmælt i forhold til udsigten til, at akademiet formentlig aldrig kommer til at se dagens lys.

- Det har jeg slet ingen indflydelse på. Det ligger jo hos juristerne i København og Catalonien, så det har jeg ingen kommentarer til, siger Allan Simonsen, som selv repræsenterede den catalanske klub i årene 1979-1983.

Ekstra Bladet har tilmed været i kontakt med FC Barcelona, der er blevet stillet en række spørgsmål via mail. Den spanske klub er dog endnu ikke vendt tilbage med svar.

57 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere