Dansk topdommer degraderet efter skandalekamp

Peter Munch Larsen har dømt sin sidste superligakamp i denne omgang. Næste sæson er han at finde i 1. division

Peter Munch Larsen forlader - her under beskyttelse efter skandalekampen mellem Vejle og AGF - Superligaen for sidste gang i denne ombæring. Gisle Thorsen forklarer, hvad der skete.

Når Superligaen sættes i gang i midten af juli, bliver det uden Peter Munch Larsen.

Fodbolddommeren er per dags dato rykket ned fra landets bedste række.

Det oplyser Dansk Boldspil-Union i en pressemeddelelse mandag.

Også Michael Johansen er færdig i Superligaen. Men modsat Peter Munch Larsen er det på grund af karrierestop efter mange år på toppen.

Til gengæld skal superligafans til at lære to nye navne at kende: Jakob Sundberg og Aydin Uslu, der efter fire og tre år i 1. division tager skridtet op.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra DBU vedrørende degraderingen af Peter Munch Larsen.

Han har dømt tre sæsoner i landets bedste række. 38 kampe i alt blev det til - og meget kritik fra snart sagt alle ender og kanter af det danske kongerige.

Første gang var i efteråret 2017, da pokalkampen mellem HIK og Silkeborg IF gik i straffesparkskonkurrence. Peter Munch Larsen valgte at afvikle konkurrencen efter den såkaldte ABBA-metode, hvor det første hold sparker én gang, hvorefter det andet hold får to spark, og derefter er der to spark til hvert hold.

Hvilken planet kommer han fra?
Problemet var bare, at metoden ikke officielt var taget i brug i dansk fodbold. Og det fik efterfølgende Fodboldens Disciplinærinstans til at beslutte, at kampen skulle spilles om.

I Ekstra Bladet langede tidligere landsholdsspiller og nuværende klummeskribent Stig Tøfting hårdt ud efter Peter Munch Larsen i et indlæg om dommernes niveau i dansk fodbold.

- Så har vi pokalkampen mellem HIK og Silkeborg, hvor dommeren fuldstændigt ud af det blå valgte at afvikle straffespark-konkurrencen efter ABBA-metoden – hvilken planet kommer Peter Munch Larsen fra?', spurgte Tøfting bidsk.

I februar sidste år måtte han så igen lægge ører til nogle kradse bemærkninger. Denne gang fra både pressen og især Bo Henriksen, AC Horsens' til tider højtråbende cheftræner, da Horsens og Randers mødtes.

- Det var KÆMPE straffe på Oliver Drost, og det kunne alle jo se. Ja, altså bortset fra dommeren, hvæsede han efter superligakampen mod Randers FC, hvor Peter Munch Larsen havde ignoreret et skub af en anden verden fra kronjydernes Kasper Enghardt.

Og så var der Vejle-AGF-kampen i foråret, der her på sitet fik titlen 'Den skøreste kamp nogensinde'.

Artiklen fortsætte under højdepunkterne fra kampen ...

Peter Munch Larsens aktioner i forbindelse med hele to AGF-scoringer fik så godt som hele fodbold-Danmark til at undres og råbe op.

- Vi blev snydt, så vandet driver
Vladen Yurchenko fik dommerkast efter 37 minutter. Ukraineren hamrede til bolden midt på banen, og den drønede i kassen bag en overrasket Kamil Grabara, der som alle andre på stadion nok havde forventet, at Yurchenko ville sende en blød inderside hen til en AGF'er. Polske Grabara kastede sig efter den og fik ifølge Peter Munch Larsen lige præcis næverne på, hvorfor målet kunne godkendes.

Scoringen endte med, at man blev enige om i de to lejre, at Patrick Mortensen efterfølgende fik lov at løbe uhindret ned og score i Vejles tomme mål.

Kort før tid scorede Patrick Mortensen sit tredje mål efter en episode, hvor AGF fik lov at tage et hurtigt frispark, hvilket Vejles spillere blev rasende over.

Og så føg det med skraldespande i Nørreskoven - og Peter Munch Larsen måtte eskorteres ud af banen.

- Vi blev snydt, så vandet driver, da AGF scorer til 3-2. Dommeren kalder en spiller op for at give et gult kort, hvilket gør, at Greve er ude af position. Alligevel tillader han gudhjælpemig at AGF sætter frisparket hurtigt i gang, og så kan de jo uhindret score til 3-2, hvilket knækker os. Det er ikke AGF’s skyld - det er dommeren, der fejler fuldstændig, sagde Jakob Schoop efterfølgende.

Efterfølgende kunne Ekstra Bladet fortælle, at Peter Munch Larsen af DBU var sendt i skammekrogen resten af sæsonen 'for at køle ned'.

Se også: Dansk træner afviser landstræner-historie

Se også: Fransk klub bekræfter: - Han er på vej til København

Foto: Lars Poulsen Sport og Spil Overrasker stort: - I har ikke forstået mig

69 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere