I forrige uge købte nogle amerikanere Esbjerg fB, og torsdag fik SønderjyskE en ny søsterklub via sin ligeledes amerikanske ejer.
Dermed er ni af de 24 klubber i Superligaen og 1. division på udenlandske hænder, og endnu flere er formentlig på vej.
Klubber som Silkeborg IF, AC Horsens, AaB, Lyngby BK og Randers FC er åbent til salg, mens andre er det mindre åbent. Det er en forudsætning, siger flere, for at følge med. Så store er pengene blevet.
Spørgsmålet er dog, mener sportschefen i Hobro IK, om det er et sundhedstegn.
- Grunden til, at alle klubber er til salg, er, at de gerne vil være i top seks i Superligaen. Fordi så har man et halvt år, hvor man ikke kan rykke ud. Top tre i Superligaen er givet i dansk fodbold. Brøndby, FCK og Midtjylland tager vel tre af de seks pladser ni ud af ti gange.
'Jeg er usikker'
Men alle de andre hold, AaB, OB, AGF, Randers, SønderjyskE, Nordsjælland, de kan ikke generere penge nok i deres lokalområde, siger Jens Hammers Sørensen i Tipsbladet.
- Derfor er de til salg til en udenlandsk investor, der kommer med 100 millioner i en papkasse og siger: 'Værsgo'. Jeg vil gerne spørge på et helt overordnet plan, om det er sundt for dansk fodbold, at SønderjyskE bliver købt, at Esbjerg bliver købt.
- Vi læser alle steder, at Silkeborg er til salg, selv en stor og fin klub som Aalborg er til salg. Er det sundt? Og det er virkelig et spørgsmål. Jeg er usikker.
Ville komme langt med 105 mio. kr.
De mange klubsalg og dermed flere penge fra stenrige investorer gør det også sværere for Hobro IK at vende tilbage til Superligaen. Så er Jens Hammers egen klub også til salg?
- Når du spørger mig, om Hobro er til salg, så siger jeg, at det håber jeg ikke. Vi er stadig en forening. Vi knokler for at have et spillerbudget på næsten ni millioner kroner i Hobro. Vi knokler røven ud af bukserne hver dag for at få økonomien til at hænge sammen.
- Men mine penge bliver mindre og mindre værd, når Esbjerg får 105 millioner kroner. De fik 60 millioner kroner sidste år, og nu har de fået udenlandske ejere, der samlet set skubber 45 millioner kroner ind. Jeg kunne satanedme lave meget fodbold i Hobro for 105 millioner kroner.
'2800 tak!' Brøndby-fans i uventet opbakning
Snupper tidligere Superliga-angriber