Formanden for DBU, Jesper Møller, var som resten af den europæiske fodboldelite på plads, da UEFA afholdt kongres i Amsterdam i begyndelsen af marts.
Her var han blandt andre i selskab med præsidenten for det serbiske fodboldforbund, Slavia Kokeza, der netop har fået konstateret coronavirus, hvilket det serbiske fodboldforbund bekræfter på deres hjemmeside.
Den oplysning er ny for Jesper Møller, men heldigvis har DBU-formanden det godt.
'Det er beklageligt for min serbiske kollega. Jeg ønsker ham og alle andre smittede god bedring', skriver han i en sms til Ekstra Bladet, hvor han bekræfter, at han selv er ved godt helbred.
'Jeg har det fint, og har naturligvis fulgt myndighedernes anvisninger. Det gør vi også fremadrettet', skriver han videre.
Den serbiske fodboldpræsidents tilstand meldes som god.
- Slavia Kokeza er testet positiv for COVID-19. Han er under observans fra læger, og han har det godt, lyder det i en pressemeddelelse.
- Vi ønsker ham, at han bliver hurtigt rask, og vi ønsker samtidig at appellere til alle sportsklubber og atleter om at opføre sig ansvarligt, så vi kan minimere de skader, som coronapandemi spreder, lyder det videre.
Også DBU's fodbolddirektør Peter Møller og kommunikationschef Jakob Høyer deltog i kongressen. Dog i mindre omfang end Jesper Møller.