DBU-gage til debat: Scorer borgmesterløn

- Vi skal også have afklaret om direktørens løn og landstrænerens løn i DBU skal være offentlige, siger DBU’s formand, Jesper Møller

Jesper Møller (t.v) her i selskab med den fyrede DBU-direktør Claus Bretton-Meyer. Nu skal der ses nærmere på, om Jesper Møllers formandshonorar skal justeres. Det vil et udvalg se nærmere på i den kommende tid. Foto: Lars Poulsen.
Jesper Møller (t.v) her i selskab med den fyrede DBU-direktør Claus Bretton-Meyer. Nu skal der ses nærmere på, om Jesper Møllers formandshonorar skal justeres. Det vil et udvalg se nærmere på i den kommende tid. Foto: Lars Poulsen.

Får Jesper Møller for lidt i løn som formand for DBU?

Det skal et nyoprettet økonomi- og aflønningsudvalg med tre personer snarest tage stilling til i DBU.

Jesper Møller fik i 2018, ifølge DBU’s årsrapport, et årligt vederlag på 977.000 kr. Det svarer til en månedsløn på 81.400 kr. som fuldtidsformand for DBU. Det er 20.000 kr. mere om måneden end han fik, da han fremlagde sin lønseddel for DBU’s repræsentantskab i 2015.

Skal ikke have dobbeltløn
- Vi har besluttet, at formandens honorar skal ligge på niveau der svarer til en borgmesterløn i en mellemstor dansk kommune (Odense og Aalborg). Vi satte ikke min løn op i takt med borgmestrene fik mere i løn for et par år siden.

- Nu skal udvalget se på, om min løn skal reguleres. Det har nemlig også stor betydning for dem, der er formænd for vores udvalg. De får en procentdel af formandens løn.

- Jeg synes, jeg i dag får en passende løn for formandsjobbet. Men det er en sag der er ude af mine hænder. Det er helt op til udvalget, forklarer Jesper Møller.

Han er i gang med sin anden valgperiode, hvor åbenhed, transparens og tilgængelighed er nøgleord for formanden i det han foretager sig både nationalt og internationalt, hvor han er valgt ind i UEFA’s eksekusivkomite.

- Jeg går ind for fuld åbenhed og synes det er en fair debat om vi offentligt skal fremlægge lønnen til personer på nøgleposter i vores organisation. Det gælder direktøren og landstræneren. Men det må vores aflønningsudvalg i første omgang se på, lyder meldingen.

Det nye økonomi- og aflønningsudvalg skal også se på, hvad der skal ske med det honorar på 1,2 mio. kr., som Jesper Møller modtager i fremtiden, efter han i februar blev valgt ind i UEFA’s eksekusivkomite.

- Det ligger fast, at jeg ikke både skal have et formandshonorar i DBU og honoraret fra UEFA. Derfor skal vores økonomi- og aflønningsudvalg tage stilling til, hvad vi skal gøre med det honorar, pointerer Jesper Møller.

Jesper Møller blev genvalgt som formand sidste år og er derfor ikke på valg til søndagens repræsentantskabsmøde i Horsens. De nye regler i DBU betyder samtidig, at bestyrelsesmedlemmer kun kan sidde 12 år i bestyrelsen. De regler trådte i kraft 2018 og betyder, at Jesper Møller altså senest i 2030 skal forlade formandsposten.

Alt forhandlet på plads
På mødet i Horsens træder de nye reformer i kraft. Her skal bestyrelsen i DBU reduceres fra 16 til blot syv medlemmer. Men der bliver ingen drama på mødet, fordi alt er handlet af på forhånd.

- Vi har aftalt det hele i januar. Det er med stor glæde de nye reformer nu træder i kraft, bemærker Jesper Møller.

Formand Jesper Møller kommer til at sidde sammen med to repræsentanter fra Divisionsforeningen. Det bliver Thomas Christensen, OB samt Claus Christiansen fra Silkeborg. Bredden får tre medlemmer i den nye bestyrelse. Det bliver Bent Clausen, Peter Torny og Christian Kofoed. Mette Bach kommer i bestyrelsen til at repræsentere kvindefodbolden.

Lørdag holder DBU for første gang nogensinde en fodboldkongres, hvor flere end 500 klubledere ventes at deltage.

Her er dagen opdelt i tre spor. Det handler om klub- og medlemsudvikling, pige- og kvindefodbold samt spiller- og talentudvikling. Derudover bliver dagen krydret med indlæg fra iværksætteren Claus Meyer, der fortæller om sit engagement i Nykøbing FC samt Ebbe Sand og Jon Dahl Tomasson, der skal fortælle noget om talentudvikling og fortælle anekdoter fra deres karriere.

                                             ***

DBU venter med ny direktør

Claus Bretton-Meyer blev sparket ud som DBU-direktør kort før jul efter næsten fem år på posten.

Siden blev vicedirektør Kenneth Reeh konstitueret i jobbet. Og nu har DBU ikke travlt med at finde den permanente afløser for Claus Bretton-Meyer.

- Vi har besluttet at få lavet en struktur-analyse af hele vores organisation. Vi vil søge ekstern hjælp for at finde ud af, hvor stor vores ledelse skal være i fremtiden. Skal der være tre, to eller kun én person i ledelsen? Er det tidspunktet, hvor vi får en fælles overordnet ledelse med en administrerende direktør, en sportsdirektør (Peter Møller) og en kommerciel direktør (Jesper Lind Andersson). Det analysearbejde vil begynde nu.

- Vi forventer at have analysen på bordet til vores møde i juni, forklarer Jesper Møller.

Derfor har DBU lige nu ikke travlt med at finde afløseren for Claus Bretton-Meyer.

- Jeg kan med sikkerhed sige, at vi tidligst får ansat en ny direktør til efteråret, pointerer Jesper Møller.

Er det korrekt, at fyringen af Claus Bretton-Meyer koster DBU to mio. kr.?

- Sådan kan man ikke sige det. Det afhænger også meget af, hvor hurtigt Bretton-Meyer får et nyt arbejde.

- Vi kan først gøre regnskabet endeligt op, når vi fremlægger vores årsrapport for 2019. Lige nu er alt andet ren gætteri, siger Jesper Møller.

Jesper Møller (tv.) har været med til at fyre Claus Bretton-Meyer som direktør i DBU. Foto: Lars Poulsen Allan Olsen - 18. dec. 2018 - kl. 11:15 En elefant i en glasbutik: 'Kun en parentes i DBU's historie'

Se også: Rædselskabinettet: DBU-bossens skumle selskab

Se også: DBU-formand scorer millionpost

42 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere