DBU-top bønfalder regeringen: Giv os en sportsminister

Det er på tide, at der bliver udnævnt en sportsminister i Danmark, mener DBU's formandskab

Ifølge DBU bør fodbolden og de øvrige sportsgrene have deres egen minister. Foto: Lars Poulsen
Ifølge DBU bør fodbolden og de øvrige sportsgrene have deres egen minister. Foto: Lars Poulsen

Tiden er inde til, at sporten rykker fra Kulturministeriet og over i egne lokaler.

Det mener formand for Dansk Boldspil Union (DBU) Jesper Møller og næstformand Bent Clausen.

DBU stoppede billetsalg, da de så at FCK og Brøndby kunne mødes

I et indlæg på dbu.dk og netavisen Altinget skriver de to blandt andet: 'kære Regering, kære Statsminister: Prioritér sporten. Giv danskerne vores første sportsminister'.

Ifølge de to er der i dag et 'godt samarbejde' med Kulturministeriet.

- Vores forslag er ikke udtryk for manglende tillid til ministeren - men et ønske om at opprioritere og bruge det værdifulde råstof, der ligger i det danske idræts- og foreningsliv, skriver de to.

Jesper Møller og Bent Clausen mener, at der er et potentiale i dansk sport, som ikke bliver udnyttet.

- En sportsminister kan skabe mulighed for nye indtægter til Danmark ved at eksportere den danske idrætsmodel til udlandet - præcist som det er sket med andre velfærdsmodeller, står der i indlægget.

De to nævner også, at regeringen ved at udnævne en ældreminister har vist "evne til at se, hvordan et område kan skabe større resultater, hvis ansvaret samles ét sted."

- Vi mener, at dansk idræt og foreningslivet fortjener samme opprioritering. Hvis vi vil noget med integration, sundhed, folkeskolen og det forpligtende fællesskab i Danmark, så har vi et effektivt og konkret værktøj i værktøjskassen, som vi ikke bruger målrettet i dag.

Ifølge formændene kan idræt også hjælpe indlæringen hos danske børn eller bruges som behandlingsform.

- Sport på recept i stedet for medicin. De senere år har vi for eksempel udviklet "Fodbold Fitness" som aktivitet for ældre med prostatakræft, hjerte-kar-sygdomme, diabetes og flere til, står der i indlægget.

- Der er potentiale til at udbrede det meget mere, skriver Jesper Møller og Bent Clausen.

TV-ekspert scorer landstrænerjob

DBU forarger med fræk pokal-optakt: 'Det er er dumt og plat'

Her er de 25 mest magtfulde i dansk fodbold