1311 Superliga-kampe vil drille FC Midtjylland

Roskildes spillere har mere Superliga-erfaring end FC Midtjylland. I aften mødes de to hold i DBU-pokalen

Mikkel Thygesen og co. mangler ikke rutine.  (Foto: Erling Pedersen)
Mikkel Thygesen og co. mangler ikke rutine. (Foto: Erling Pedersen)

Roskilde har aldrig haft et hold i landets bedste fodboldrække. Alligevel har klubben masser af Superliga-erfaring.

For i 1. divisionsklubben i domkirkebyen løber masser af folk rundt, der har tilbragt det meste af karrieren i Superligaen. I træner Anders Theils trup er der 13 spillere, der har optrådt i den bedste række, og otte i hans startopstilling i weekendens 2-3-nederlag mod Silkeborg havde Superliga-kampe på cv’et.

I alt kunne 45-årige Theil stille med 1311 Superliga-kampe i startopstillingen mod nedrykkeren, og derudover kunne han i 2. halvleg sætte Bajram Fetai med 170 kampe på banen. Dermed er Roskilde – på papiret – mere erfarent i Superliga-sammenhæng end aftenens pokalmodstander, de danske mestre FC Midtjylland.

Se også: Selvmål hjælper Randers videre i pokalen

Godt nok har midtjyderne flere Superliga-kampe i deres trup, men i weekendens kamp på Brøndby Stadion havde træner Jess Thorup ’bare’ 933 Superliga-kampe i sin startopstilling, og han satte to Superliga-debutanter og en spiller med blot én kamp på banen i løbet af 2. halvleg.

- Vores håb er, at de kommer med de unge, så vi med vores rutine kan skabe en spændende kamp. For der er ingen tvivl om, at kommer de med hele styrken, så får vi problemer, siger Anders Thiel, der ved siden af cheftrænerjobbet i Roskilde har en fuldtidstjans som drift- og vedligeholdelseschef i Folketinget.

På en anden måde
Pengene er ikke store i Roskilde. Da Jan Kristiansen i sommer skulle ha’ en kontrakt, krævede det eksempelvis en ekstra udskrivning fra Roskilde Teltudlejning. At det alligevel er lykkedes at lokke en håndfuld rutinerede Superliga-folk til 1. division, skyldes ifølge Anders Theil, at klubben griber tingene an på en lidt anden måde.

- Det handler ikke så meget om økonomi, for der er vi ikke længst fremme. Det kan godt være, at man kan tjene lidt mere hos naboen, men trives man ikke, er det jo lige meget.

Se også: Pokal-overraskelsen udeblev: AGF måtte slide mod amatører

- De spillere, vi har hentet, har prøvet meget, men også fået andre ting i deres liv, der betyder meget. Vi gør det derfor på en lidt anden måde og har fokus på det hele menneske. Vi træner nok lidt mindre end andre for at få det hele til at hænge sammen, men spillerne kan godt li’ vores setup og værdier.

- De har nok toppet, men vil stadig gerne være med på et okay niveau. Og det har passet godt ind i Roskilde, siger Anders Theil, der udtrykker stor tilfredshed med sine rutinerede Superliga-flok.

Mangler en målscorer
Det var slet ikke meningen, at Roskilde skulle gå den vej. Men et par spillere måtte droppe karrieren på grund af skader, og klubben fik succes med at hente blandt andre Anders Møller Christensen og Jesper Bech i sidste sæson.

Da et par talentfulde midtbanefolk så rendte ind i længerevarende knæskader før denne sæson, valgte Roskilde at hente Jan Kristiansen, og Mikkel Thygesen henvendte sig selv til sin tidligere klubkammerat fra Frem Anders Theil, da han gerne ville hjem til Sjælland fra det jyske.

- Roskilde er ikke kendt for at have spillere i den kategori. Vi har været gode til at skabe dem selv, men der skete noget med vores hold, da vi hentede Anders Møller Christensen og Jesper Bech.

Se også: Roskilde sender Hobro ud af pokalen på straffespark

- I sommer havde vi en snak med Jan Kristiansen, og det passede bare rigtig godt sammen, og Thygesen kunne vi bare ikke sige nej til, da han kontaktede mig, siger Anders Theil, hvis hold har spillet ganske godt i denne sæson, men ikke fået det ønskede udbytte.

Der mangler simpelthen en mand, der kan sparke bolden det sidste stykke i mål.

- Vi ville gerne have haft en angriber ind. Det er vores største problem. Vi har ikke kunnet finde en gammel angriber, men vi har kunnet finde alt muligt andet, siger Roskilde-træneren med et grin.

Se også: AaB-reserver slår seriehold

6 kommentarer
Vis kommentarer