Angribere sendte FCK videre i pokalen

Både Federico Santander og Andreas Cornelius scorede, da et reservespækket FCK-hold uden problemer slog FC Vestsjælland 2-0 i pokalturneringen

Santander kom på måltavlen (Foto: Ernst van Norde)
Santander kom på måltavlen (Foto: Ernst van Norde)

SLAGELSE (Ekstra Bladet): FC København fortsætter med at vinde.

Efter tre sejre på stribe i Superligaen vandt københavnerne onsdag aften let pokalopgøret mod FC Vestsjælland med 2-0.

Federico Santander gjorde det til 1-0 på hovedstød efter syv minutter, og et kvarter før tid slog Andreas Cornelius pokalsejren fast med sin scoring.

FC København var uden anfører Thomas Delaney i Slagelse, mens andre normale startere som Stephan Andersen, Ludwig Augustinsson, William Kvist, Benjamin Verbic og Nicolai Jørgensen startede på bænken mod 1. divisions bundprop.

Derfra kunne de juble allerede efter syv minutter, da Federico Santander flot headede københavnerne foran 1-0 efter et indlæg fra Kasper Kusk.

Se også: Europa-exit gør FCK-spillere sultne

Paraguayaneren har endnu ikke scoret i Superligaen, men selvtilliden virker alligevel nogenlunde intakt, og hans scoring på Slagelse Stadion var en smuk en af slagsen.

Det burde være blevet 2-0 midt i halvlegen, da Santanders angrebsmakker Andreas Cornelius blev spillet fri med FCV-målmand Thomas Mikkelsen, men hans afslutning savnede den sidste præcision, og stolpen reddede vestsjællænderne.

De to hold mødtes også for fire måneder siden i pokalfinalen i Parken, og ved den lejlighed ydede FC Vestsjælland langt bedre modstand.

Men Kurt Andersens klub har skruet alvorligt ned for blusset i denne sæson, og det kan ses på banen, hvor de skal kæmpe hårdt for ikke at tage turen videre ned i 2. division.

De forsvarede sig rimeligt mod FCK, men var selv ganske ufarlige og havde ikke et eneste forsøg inden for FCK-keeper Thomas Kaminskis målramme i de første 45 minutter.

I 2. halvlegs tredje minut var Federico Santander tæt på at fordoble sin og FCK’s målscore, da han resolut fik afsluttet på en nedfaldsbold efter et hjørnespark.

Se også: Efter næsten et år udenfor: FCK'er klar til comeback

Forsøget blev rettet af, men Thomas Mikkelsen blev reddet af sin overligger i den situation. FC København gjorde kun lige nøjagtig det nødvendige, men det var mere end rigeligt, og de medrejsende tilhængere kunne derfor koncentrere sig om søndagens derby.

De brugte det meste af pokalopgøret i Slagelse på at synge de rituelle smædesange mod Brøndby. Sangen blev dog afløst af sporadisk jubel, da den sidste lille rest af spændingen forsvandt et kvarter før tid.

Andreas Cornelius blev spillet fri i dybden og vippede bolden over Thomas Mikkelsen til en 2-0-føring. Igen var det Kasper Kusk, der stod for oplægget.

Med seks minutter igen gav FCK-manager Stålke Solbakken comeback til Bashkim Kadrii, der har været ude næsten et år med en korsbåndsskade.

25 kommentarer
Vis kommentarer