Nedrykningstrussel hænger over pokalopgør

Pokalturneringen er sekundær for semifinalisterne Esbjerg og Brøndby, der kæmper for ligaoverlevelse.

Brøndby-spillerne jubler over en scoring mod AGF i søndags (Foto: Claus Bonnerup)
Brøndby-spillerne jubler over en scoring mod AGF i søndags (Foto: Claus Bonnerup)

Der burde vel være godt med sommerfugle i maverne, feststemning og forventningsglæde på træningsbanerne i Esbjerg og Brøndby, forud for onsdagens pokalsemifinale.

Den stærkeste klub over to kampe skal i finalen kæmpe om titel, pokal, hæder og en attraktiv plads i Europa League.

Men udsigten til champagne og en plads i fodboldens historiebøger blegner, når trænerne fra de to nedrykningstruede hold skæver til stillingen i Superligaen.

- Der skal ikke herske nogen tvivl om, at den altoverskyggende førsteprioritet er overlevelse i Superligaen, siger Jess Thorup, cheftræner hos esbjergenserne.

- Men vi må heller ikke underkende, at når vi nu er nået så langt i pokalturneringen, vil vi helt sikkert også gerne tage det næste skridt, siger han.

I Brøndby står pokalopgøret i skyggen af rollen som Superligaens bundprop.

- Overlevelse i ligaen er nummer et. Det er den vigtigste ting for alle her. Det er der ingen tvivl om, siger træner Auri Skarbalius.

Brøndby har 20 point, mens Esbjerg i øjeblikket ligger på den rigtige side af nedrykningsstregen med 23 point.

Imellem de to semifinalister ligger Sønderjyske og Silkeborg - begge med 21 point - og meget tyder på, at sæsonens to nedrykkere skal findes blandt disse klubber.

Esbjerg har åbnet foråret fint med fire point i to kampe efter sejr over AGF og uafgjort i AaB, mens Brøndby efter et nederlag hjemme til Randers, hentede tre vitale point i søndagens udekamp mod AGF.

Men hvordan griber man som træner for et nedrykningstruet bundhold sådan en pokalsemifinale an? Skal der spares spillere, og tænker man i at undgå røde kort, der kan ende med at koste karantæne i Superligaen?

- Vi har forskellige tanker. Ikke kun på grund af karantæner, men også på grund af det fysiologiske. Spillerne er forskellige, og nogle spillere er ældre end andre. Vi er ikke altid herrer over, hvordan deres kroppe reagerer, siger Auri Skarbalius.

Også i Esbjerg spekulerer man i at lade spillere sidde over i pokalkampen, så kræfterne kan sættes ind i kampen for superligaoverlevelsen.

- Det er en balancegang. Skal man spare, eller skal man ikke spare? Men dem, vi sætter på banen på onsdag, har kun et mål. Det er at gøre det så godt som muligt og få det bedst mulige udgangspunkt frem mod den anden semifinalekamp, siger Jess Thorup.

- Men som udgangspunkt er alle til rådighed. Så sætter jeg det stærkeste hold, jeg nu kan, siger Jess Thorup.

Returopgøret spilles den 18. april.

Den anden finalist bliver enten Horsens eller Randers FC. Deres semifinaler spilles den 10. og 17. april.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere