Ottesen og Diouf sender FCK i pokalsemifinalen

FC København slog torsdag aften FC Nordsjælland i et underholdende pokalbrag, og er klar til semifinalerne

Pape Pate Diouf scorede til 2-0. (Foto: Lars Poulsen)
Pape Pate Diouf scorede til 2-0. (Foto: Lars Poulsen)

Der var lagt op til et brag af en pokal-kvartfinale, da Superligaens nummer 1 og 2, FC København og FC Nordsjælland, løb på banen foran godt 9000 tilskuere i Parken torsdag aften.

Sidst de to hold mødtes, udspillede FCN løverne på kryds og tværs og vandt 3-1, men denne aften var FCK skarpest, og vandt fortjent 2-0.

Fik mål annulleret
Begge mål faldt i kampens døende minutter, da Sölvi Ottesen først headede et indlæg i mål, og Pape Pate Diouf kort efter cementerede sejren, da han sparkede en stikning fra N'Doye i kassen.

Forud var gået en herligt chancerig kamp, hvor begge hold spillede sig frem til utrolig meget, og brændte det hele på det skammeligste.

FC Københavns Bolanos fik bolden i nettet allerede efter 37 minutter, men målet blev underkendt for offside.

Uheldige FC Nordsjælland
Hjemmeholdet havde yderligere fire-fem chancer, der burde være blevet omsat til mål, men Dame N'Doye, Santin, Claudemir og Diouf havde marginalerne imod sig.

I den anden ende havde især Mikkel Beckmann og Rawez Lawan fundet storspillet frem, men duoen blev aftenens uheldige heldige, da de måtte se alle forsøg ramme FCK's forsvarsspillere, som gang på gang kastede sig ned og blokerede afslutningerne, eller gå snert forbi Kim Christensens mål.

Revanche til Diouf
Kampen var meget lige, men FCK dominerede mere og mere efterhånden som anden halvleg skred frem, og sejren var derfor fuldt fortjent.

Sölvi Ottesen fejrede sin første kamp siden sin rygskade med at score til 1-0 efter 88 minutter, og tre minutter senere tog Pape Pate Diouf revanche for et par grimme afbrændere, da han fjernede den sidste spænding.

Løverne er nu i pokalsemifinalerne sammen med SønderjyskE, AC Horsens og HB Køge. FC Nordsjælland må derimod sande, at de ikke vinder pokalen for tredje år i træk.