Poulsen bærer Nordvest FC

Christian Poulsen-millionerne ruller stadig ind og har grundlagt den sportslige succes i Holbæk

Efter sejren i kvartfinalen over Horsens håber FC Nordvest nu at trække 4000 tilskuere til den første semifinale mod FC København. (Foto: Jens Panduro)
Efter sejren i kvartfinalen over Horsens håber FC Nordvest nu at trække 4000 tilskuere til den første semifinale mod FC København. (Foto: Jens Panduro)
Frank Petersen var en fremsynet mand, da han en dag i 2001 satte sin underskrift på det samme stykke papir som Niels Chr. Holmstrøm, FCK’s daværende sportsdirektør.

For millionerne flyder stadig fra det papir, og dagligt kan fodboldfolket i Holbæk sende Christian Poulsen en venlig tanke, når de folder sig ud i den nye tilbygnings motionsrum, kontorer, mødelokaler og ungdomsrum. For slet ikke at tale om den kunstgræsbane, der gør vintertræningen lidt mindre sur.

– Han har betydet rigtig meget for klubben, fortæller Frank Petersen, der først nu trækker sig fra klubbens bestyrelse efter 25 år.

De 23 af dem har han haft ansvaret for økonomien, og han var manden bag den videresalgsklausul, der supplerede den direkte salgssum til FCK.

Den blev udløst, da Poulsen drog til Schalke, og ved siden af er der faldet store, såkaldte kompensations-penge til Holbæk og Asnæs.

Tocifret milliongevinst
– Den næste portion er på vej fra Juventus, fortæller Frank Petersen, der ikke lægger skjul på, at milliongevinsten for længst er blevet tocifret.

– Og så kan vi jo håbe, at Horsens snart sælger Gilberto Macena, griner han med adresse til en lignende klausul.

– Og hvem ved? Måske køber Brøndby ham, og så kan vi møde ham igen i finalen.

Den målfarlige brasilianer var en del af den sportslige satsning, Holbæk kunne tillade sig dengang i 2001. Men tre år i træk glippede oprykningen på sidste spilledag, og i stedet rykkede holdet ned i Danmarksserien sidste år.

Til overbygningen Nordvest FC er der nye penge på vej fra en lokal ejendomsmatador, hvis pokal-dræberne rykker op og får separat økonomi.

Euforisk stemning
Foreløbig håber Frank Petersen, at der også kan være penge i mødet med FCK på hjemmebane den 16. april.

– Stemningen er euforisk, og vi håber på 4000 tilskuere. Men med den sikkerhed, der er nødvendig, er det svært at vide, om det kan give overskud.

1500 kilometer sydpå vil Christian Poulsen følge interesseret med fra Torino:

– Det er rigtig sjovt, at mine to tidligere klubber skal mødes. Jeg har stadig kontakt med et par stykker fra dengang, og jo, jeg er da meget glad for, at jeg indirekte har kunnet kanalisere nogle penge den vej, siger Juventus-stjernen.
0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere