Farnerud sendte OB ud

Brøndbys pokalmestre er i semifinalen i Ekstra Bladet Cup efter en smal 1-0-sejr ude over OB onsdag aften

Alexander Farnerud blev matchvinder for Brøndby et par minutter før tid, da han scorede til 1-0 mod OB. (Foto: Yialmaz Polat)
Alexander Farnerud blev matchvinder for Brøndby et par minutter før tid, da han scorede til 1-0 mod OB. (Foto: Yialmaz Polat)

Spillerne krammede hinanden som var det VM-finalen, der var vundet. Og de medrejsende tilhængere hoppede og brølede så endetribunen på Fionia Park var ved at styrte sammen.

Brøndby havde netop scoret til 1-0 blot to minutter før den ordinære tid løb ud i kvartfinaleopgøret af Ekstra Bladet Cup onsdag aften mod OB.

En forløsende scoring, der viste sig at være nok til at sende de blå-gule i semifinalen på bekostning af Superligaens førerhold.

Michael Krohn-Dehli driblede sig fri i venstre side af straffesparksfeltet og sendte bolden ind foran Arek Onyszkos mål. Her headede Mark Howard på mål, men returen smuttede hen til svenske Farnerud, der nærmest gled den det sidste stykke over stregen.

Netop Farnerud var én af Brøndbys bedste i en underholdende anden halvleg, hvor begge mandskaber havde gode muligheder. Hvor Brøndby traf træværket et par gange, var en godt spillende Stephan Andersen i den anden ende direkte årsag til, at OB ikke fik omsat nogle godt gennemspillede angreb til scoring.

Der var dog malurt i Brøndby-bægeret, da Morten 'Duncan' Rasmussen mod slutningen af første halvleg blev tacklet så alvorligt, at han måtte lade sig udskifte med en skade.

Brøndby er nu klar til semifinalen sammen med Nordvest FC, FC København og AaB.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere