FCK klemte sig videre til pokalsemifinalen

Et reservespækket FCK-hold var bagud 1-0 i Lyngby, før Thomas Kristensen og Pierre Bengtsson vendte slaget

Patrick Mortensen bliver den lille i duel med FCK's forsvarsjern Ragnar Sigurdsson. (Foto: Jens Dresling)
Patrick Mortensen bliver den lille i duel med FCK's forsvarsjern Ragnar Sigurdsson. (Foto: Jens Dresling)

FC København kvalificerede sig onsdag aften til semifinalen i DBU Pokalen med en 2-1-sejr i Lyngby, som kom i stand med otte udskiftninger i forhold til det FCK-hold, der søndag vandt New Firm på Brøndby Stadion.

Nemt var det ingenlunde for løverne, der kom bagud efter 23 minutter og også i resten af kampen måtte se Lyngby producere en række store chancer.

Lyngbys højre kant, David Boysen, var kampens store spiller og kørte flere gange rundt med FCK's venstre back, som i dagens anledning var østrigske Georg Margreitter.

Boysen assisterede da også midt i 1. halvleg Patrick Mortensen med en god tæmning i feltet, før Mortensen kom løbende til og satte 1-0 i mål.

Udligningen faldt få minutter senere, da der blev dømt straffe mod Jeppe Brandrup for hånd på bolden. Thomas Kristensen omsatte sikkert.

Marvin Pourié spillede på toppen for FC København, men det lykkedes ikke den tidligere Silkeborg-angriber at sætte sig igennem i angrebet, hvor et gult kort for film var det mest iøjnefaldende.



0 kommentarer
Vis kommentarer