TV: Pokaltitel kan ikke redde FCKs sæson

En pokaltitel kan ikke redde FC Københavns sæson, men et trofæ vil trods alt være et plaster på løvernes sår

Igor Vetokele var helten for FCK torsdag aften (Foto: Lars Poulsen)
Igor Vetokele var helten for FCK torsdag aften (Foto: Lars Poulsen)

Inden sæsonen var målet klart for FC København. Det danske mesterskab skulle genvindes, og man gik ligeledes efter at sikre en plads i pokalfinalen.

Sidste mål er nu på plads, efter at FC København i pokalsemifinalen samlet slog FC Nordsjælland. Første mål er imidlertid et stykke væk, på Superligaens tredjeplads er løverne syv point efter førende AaB.

I pokalfinalen møder FCK netop AaB, og en sejr i den kamp kan redde lidt af de forsvarende mestres sæson.

- Det er måske en meget god måde for os at gå ud og vise, at vi er Danmarks bedste hold, siger assistenttræner Brian Riemer.

- At vinde en pokal betyder rigtig meget. Det er ikke nogen hemmelighed, at det ikke var pokalturneringen vi satsede på fra starten af sæsonen, men det lykkes måske ikke at blive danske mestre, så en pokaltitel vil da være et plaster på såret.

Se også: TV: Far er glad: FCK klar til pokalfinalen



Se også: FCK-helt: Finaleplads betyder meget

FCN-FCK 1-1: Se højdepunkterne

- Vinder vi pokalfinalen kan man sige, at vi har gjort det næstbedste. Isoleret set vil vi være rigtig glade og stolte over at vinde pokalfinalen i Parken.

Igor Vetokele scorede FC Københavns afgørende mål mod FC Nordsjælland i pokalsemifinalen. Den belgiske angriber er glad for pokalsuccesen, men det redder ikke sæsonen.

- Pokalen er den korteste vej til Europa, så det er positivt at være i finalen. Sæsonen har ikke været god for vores vedkommende, men vi er professionelle og kæmper videre, siger Igor Vetokele.

- Vi har ikke opgivet ligaen endnu, for der er stadig otte kampe tilbage. Vi skal levere en stærk slutspurt, og så må vi se, hvor langt det rækker.

FC København er lige nu nummer tre i Superligaen. Den placering, samt en pokaltitel, vil ikke være tilfredsstillende for Vetokele.

- Havde du spurgt mig inden sæsonen, ville jeg sige klart nej. I øjeblikket ser det svært ud at opnå mere, for der er langt op til de to øverste hold, men vi slås videre, siger belgieren.

Sjov video: Ståle løfter sin komet

0 kommentarer
Vis kommentarer