'Bare mor ikke må komme og skille dem ad'

Brødrene Jonas og Mathias Hebo Rasmussen mødes i Sydbank Pokalen onsdag. Deres far, Kim, glæder sig til at overvære kampen fra tribunen - og satser på, at det ikke ender, som det ofte gjorde i barndommen: At deres mor må komme ilende og skille dem ad

Mathias Hebo Rasmussen i aktion for Silkeborg. Foto: Anders Kjærbye/Ritzau Scanpix
Mathias Hebo Rasmussen i aktion for Silkeborg. Foto: Anders Kjærbye/Ritzau Scanpix

Kim Rasmussen har en teori om, hvorfor Mathias Hebo Rasmussen er en bedre tackler end sin storebror, Jonas Hebo Rasmussen: Han skulle altid spille med sin fire år ældre bror ude i familiens have, så hvis han skulle klare sig, måtte han lære at gøre det på den hårde måde.

De to brødre har driblet, sparket og tacklet utallige gange i den have som børn, men onsdag aften står de over for hinanden i Sydbank Pokalen. Jonas for HIK, Mathias for Silkeborg IF.

Deres far, Kim, og deres mor, Anne-Mette, kommer selvfølgelig til at sidde på tribunen på Gentofte Stadion. Og førstnævnte glæder sig.

- Jeg synes, det er sjovt.Når man kigger som far, selv om man bliver gammel, er det stadig de samme følelser. Man kigger, som da de var små, for det ændrer sig aldrig. Jeg nyder spillet, fordi jeg godt kan lide fodbold, men jeg kan ikke lade være med at holde øje med, hvad de kan gøre bedre, siger Kim Rasmussen, der selv nåede 328 kampe for Hvidovre IFs førstehold, heraf 16 i Superligaen.

Det er noget andet med hans hustru. Hun synes ikke, det er lige så sjovt, som han synes.

- Deres mor og søster kan slet ikke klare det. Det er mere det med, at de ikke bliver skadet. Det er lige før, hun (mor Anne-Mette, red.) begynder at ryge igen og drikke rødvin, fordi hun bliver virkelig nervøs for, at de kommer op at toppes, griner Kim Rasmussen.

- Hun har skilt dem ad mange gange ude i haven, så det er nok det, der vender tilbage. Man kan lige se, hvis der sker et eller andet, så kommer deres mor løbende ind på banen igen i morgen, fordi hun skal skille dem ad.

- Der har Mathias altid været den lille; det er altid ham, der er kommet ind med fråde om munden og har pebet.'Der var ikke mål, den ramte stolpen og sådan noget'. Jonas har altid været en god storebror og meget tålmodig med Mathias.

Mens lillebror Mathias Hebo Rasmussen naturligt nok halsede efter, da brødrene var børn, er det ham, der spiller for Superliga-klubben Silkeborg, mens storebror Jonas' HIK optræder i 2. division.

De to har altid konkurreret, og deres vennergrupper har det samme, fortæller far Kim. I fodbold, kort, billard. Mange af de venner kommer selvfølgelig også til at være på plads til onsdagens familiemøde.

- Mange af dem er kommet hjemme hos os i baghaven, og de har gået i klub sammen, selv om der er forskel på alderen. Der kommer også en del af deres venner på begge sider. Normalt kommer der ikke så mange på HIKs stadion, men det gør der onsdag. Der kommer mange, som skal se dramaet, siger Kim Rasmussen.

Han går ikke så meget op i, hvad hans sønner opnår på fodboldbanen, for det er vigtigere, at de får noget ud af det som mennesker: at beskæftige sig med deres passion, et fællesskab og nogle venskaber, ligesom han selv fik i sin karriere.

Det betyder dog ikke, at han ikke følger med. Da tipsbladet.dk talte med Jonas Hebo Rasmussen kort efter lodtrækningen til denne runde af pokalturneringen, fortalte han, hvor tæt brødrenes far følger sine sønners respektive karrierer.

- Når jeg ser dem spille, så skal jeg virkelig snakke med mig selv, fordi jeg har lyst til at råbe og dirigere og fortælle træneren, hvad han skal gøre. Det er det med passionen, slutter Kim Rasmussen.

Spørgsmålet er så, hvem Kim Rasmussen holder med, når han sidder på Gentofte Stadion onsdag klokken 18.30.

- Jeg holder med Hvidovre, siger han tørt og uddyber så som en erfaren forælder-diplomat:

- Jeg holder med begge hold. Så klapper jeg, når det ene hold scorer, og når det andet hold scorer. Det er en speciel følelse, men jeg håber, det bliver god kamp. Og at det ene hold ikke ydmyger det andet. Og at de begge spiller en god kamp.

Kampen mellem HIK og Silkeborg er desuden en gentagelse af den duel, der måtte spilles om, efter en straffesparkskonkurrence blev afviklet forkert.

Se også: Barca gør som Barca plejer
Mauricio Pochettino er en presset mand efter 2-7-nederlaget til Bayern. Foto: Ritzau Scanpix Champions League - 2. okt. 2019 - kl. 07:50 Historisk ydmygelse: Sagde intet til spillerne
Se også: Juventus slår tyskere og sætter sig på gruppetronen

3 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere