Brøndby kan fylde Parken to gange

- Men vi har fuld respekt for, at det er DBU der som arrangør bestemmer hvordan den bedst mulige fordelingsnøgle ser ud, siger Brøndbys kommunikationschef, Christian Schultz

Mange Brøndby fans bliver skuffede, fordi de ikke får adgang til pokalfinalen. FC Midtjylland kæmper lige nu med at sælge sin andel af pokalbilletter. Hvis de ikke får udsolgt, kan der senere i næste uge blive frigivet billetter.
Foto: Anthon Unger
Mange Brøndby fans bliver skuffede, fordi de ikke får adgang til pokalfinalen. FC Midtjylland kæmper lige nu med at sælge sin andel af pokalbilletter. Hvis de ikke får udsolgt, kan der senere i næste uge blive frigivet billetter. Foto: Anthon Unger

Mange Brøndby-fans kommer til at gå forgæves til pokalfinalen mod FC Midtjylland 17. maj.

Brøndby fik i første omgang 15.000 billetter, de blev revet væk på ét døgn. Siden har klubben fået yderligere 1800 billetter. Og her er alt også solgt.

- Vi kunne have fyldt Parken to gange til pokalfinalen. Både i år og de to foregående år har vi oplevet voldsom stor interesse for at se Brøndby i pokalfinalen, siger Christian Schultz, kommunikationschef i Brøndby IF.

Han erkender, at der naturligvis skal være en rimelig fordeling af billetterne til pokalfinalen.

- Vi har den største respekt for, at DBU gerne vil sikre at begge klubbers fans skal tilgodeses ligesom at vi også ønsker, at der skal være plads til neutrale fodboldfans, fastslår han.

Brøndby-fans kommer til at fylde hele C- og D-tribunen plus A9 og A10 på hovedtribunen til pokalfinalen.

- Jeg tror alle kan blive enige om, at det vil være ærgerligt, hvis der er sæder der står tomme til en kamp med så stor efterspørgsel. Vi håber uanset hvad på, at Parken bliver fyldt til sidste plads, fastslår Christian Schultz.

Der er dog et lille håb for Brøndby-fans, der ikke har sikret sig billet. Der kan blive frigivet billetter, hvis ikke FC Midtjylland sælger sin andel.

FCM forventer at sælge sin andel
FC Midtjylland fik – som Brøndby – tildelt i omegnen af 15.000 billetter, men leverede 2000 retur.

Nu står midtjyderne med 13.000 billetter, som de forventer at afsætte i løbet af den kommende uge.

- Vi har solgt i underkanten af 9000 billetter og forventer at sælge den andel, vi har nu. Vi har som Brøndby og DBU kun en interesse i at få udsolgt i Parken, forklarer Jacob Jørgensen, kommerciel direktør i FC Midtjylland.

- Vi gør status i løbet af den kommende uge og kommer ikke til at stå med flere tusinde billetter dagen før finalen, fordi det naturligvis kræver lidt ekstra planlægning at rejse fra Midtjylland til Parken.

- Men som situationen er lige nu er der ingen indikationer på, at billetsalget hos os er nedadgående, fastslår direktøren.

DBU har solgt alle billetterne på de neutrale afsnit. Derfor kan der kun komme ekstra billetter til salg, hvis FC Midtjylland ikke får solgt alle de resterende 4000 billetter.

FCM-direktøren afviser dog ikke muligheden for at afgive billetter i slutningen af næste uge, hvis FC Midtjylland ikke kan sælge sin andel.

Ekstra Bladet har været i kontakt med DBU's billetchef Rasmus Willeberg, der har fået spørgsmål om finalen på mail. Men han er ikke vendt tilbage med svar.

Trods tidligere udtalelser er Jan Bech Andersen ikke overbevist om, at Brøndby finder en løsning på trænersituationen før 1. maj. Foto: Henning Hjorth Brøndby - 29. apr. 2019 - kl. 13:27 Brøndby-boss om trænerjagt: - Vi må være realistiske

Se også: Brøndby er lige til nedrivning

Se også: Kæmpe kaos: Ingen kunne få billetter til Parken

129 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere