Brøndby-stjerne i Parken: Ah hva' - hvornår vandt vi sidst?

De blå-gule var tæt på at sejre i Parken, hvor Brøndby ikke har vundet siden 2004. Thomas Kahlenberg skulle da også mindes om 3-1-sejren for 12 år siden, som han selv var med i

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

PARKEN (Ekstra Bladet): Michael Laudrup sad på trænerbænken, en yngre Kahlenberg med mindre synlige tindinger styrede offensiven – og den nuværende cheftræner Auri Skarbalius fik de sidste fem minutter på grønsværen.

Jo, det er ved at være noget tid siden, at Brøndby kunne juble over alle tre point i national-arenaen mod rivalerne fra FC København. 13. september 2004 for at være helt præcis.

Brøndby var dog tæt på at ødelægge den kedelige stime i den første pokalsemifinale mod FC København onsdag aften efter en flot kamp af gæsterne, men FCK’s ubestridt bedste spiller, Thomas Delaney, ødelagde den blå-gule triumf med et rigtigt fighter-mål syv minutter før tid.

Hør om kampen her

En velspillende Thomas Kahlenberg fuldførte alle 90 minutter for Brøndby i opgøret – ligesom han gjorde for 12 år siden som et ungt talent på Brøndbys senere mesterhold.

Brøndby-anføreren var naturligvis ærgerlig over det sene Delaney-mål, og han skulle da også tænke lidt ekstra over, hvor længe siden, Brøndby sidst havde triumferet i Parken.

- Årh, det er lang tid siden. Lad mig lige tænke… Jeg var jo selv med dengang, var jeg ikke?

- Jo, det var tilbage i 2004.

- Ja, det er rigtigt. Det er sgu lang tid siden. Vi var faktisk tæt på at slå dem her for to år siden, hvor de udligner til 1-1 endnu senere - og der ødelagde Delaney det også. Det er ved at være en dårlig vane, at han skal score i det sidste minutter. 1-1 er et fornuftigt resultat, men 1-0 havde da været federe. Det er ærgerligt, at de scorer på lidt af en tilfældighed, men vi var også trætte til sidst, sagde han efter opgøret.

Auri: Lige meget hvad jeg vinder
- Vi ville rigtig gerne have vundet den her kamp – det er der ikke nogen tvivl om – men det her er en pokalkamp, så i dag handlede det om at få et godt udgangspunkt. Men jo, i de sidste fem minutter er det os, der er tættest på med Christian Nørgaards mulighed, så det havde da været lækkert med den sejr.

Auri Skarbalius skulle også mindes om Brøndbys seneste sejr i Parken, men den vikarierende cheftræner ville hellere fokusere på de positive ting end den missede triumf.

- Skal vi fokusere på den manglende sejr eller at holdet præsterede godt? Jeg vil hellere glæde mig over det fantastiske udgangspunkt før den anden og afgørende kamp.

- Men det kunne også have været en kæmpe triumf for dig personligt at få denne sejr – især da tilhængerne hungrer efter den?

- Jeg behøver den som sådan ikke. Det er lige meget, hvad jeg vinder eller ej som træner. Det er her og nu, det gælder. Igen – jeg vil hellere fokusere på det positive i dag, sagde Skarbalius.

De to hold mødes i den anden og afgørende kamp om 14 dage på Brøndby Stadion.

Se målene i kampen her

14 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere