Drop og omstridt dom afgjorde pokalbrag i Parken

Med en hovedsstødsscoring i det 115. minut blev Mathias ’Zanka’ Jørgensen matchvinder i en hårdt tilkæmpet 2-1-sejr over Randers FC. Gæsterne rasede efter kampen over en dommerkendelse, der kostede dyrt

PARKEN (Ekstra Bladet): FC København er klar til to højspændte pokalsemifinaler mod Brøndby efter et sandt pokaldrama mod Randers FC.

Hjemme i Parken skulle Superligaens suveræne førerhold dog igennem en forlænget spilletid, før billetten var booket.

Federico Santander lignede længe en matchvinder, men i overtiden fik Kasper Junker udlignet til 1-1 og tvunget kampen ud i forlænget spilletid.

Det trak op til straffesparkskonkurrence, men fem minutter før tid blev Mathias ’Zanka’ Jørgensen den store helt for hjemmeholdet, da han headede et hjørnespark ind bag Karl-Johan Johnsson til 2-1 - der bestemt ikke så godt ud i situationen.

Randers fik bolden i mål kort før det 120. minut, men linjedommeren dømte for offside ved situationen. De langsomme gengivelser viste dog, at FCK-profilen Mathias 'Zank'a Jørgensen headede bolden videre til Randers-spilleren.

Dommeren vurderede, at det ikke var forsætligt, og derfor talte målet ikke. Bittert for kronjyderne, der spillede en flot kamp i Parken.

Ingen Borring eller Keller

FC København stillede med flere af reserverne, men det var alligevel et stærkt mandskab, at manager Ståle Solbakken sendte på banen.

De kronjyske gæster var også uden et par af sine profiler – deriblandt Jonas Borring og Christian Keller. De to meget omtalte deltagere i det private trekantsdrama var som annonceret begge blevet hjemme.

Borring er stadig på orlov, mens den tidligere kaptajn fortsat er fravalgt af træner Colin Todd af sportslige årsager, som det hedder.

FCK var tæt på at komme foran allerede i 2. minut efter hjørnespark. Randers-målmand Karl-Johan Johnsson kom skidt ud af sit bur, men Mathias ’Zanka’ Jørgensen fik ikke ordentligt træf på bolden ved bagerste stolpe.

Hjemmeholdet dominerede og truede særligt i forbindelse med dødbolde. Efter 11 minutter fik Andreas Cornelius en stor hovedstødsmulighed efter et hjørnespark, men denne gang gjorde Johnsson sit job og reddede flot forsøget.

Det gjorde han også midt i halvlegen, da Bashkim Kadrii fik en løs chance i feltet. Randers FC var sjældne gæster i FCK-feltet. De havde nok at gøre med at forsvare sig og gjorde det også godt.

Helt holde FCK fra chancer kunne de ikke, og Cornelius var tæt på ti minutter før pausen, men hans forsøg blev rettet af.

De kronjyske gæster var dog tæt på en overraskende pauseføring, da Kasper Fiskers skudforsøg kort før pausen blev rettet af og røg i en bue over FCK-målmand Thomas Kaminski.

Ydersiden af stolpen reddede hjemmeholdet, så det var stadig målløst, da dommer Lars Christoffersen fløjtede til pause i Parken.

(Foto: Lars Poulsen)
(Foto: Lars Poulsen)
 

Det var der tæt på at blive lavet om tre minutter inde i 2. halvleg. FCK var igen farlige efter et hjørnespark, da Youssef Toutouh med ryggen til mål fik sendt bolden forbi Johnsson.

Uheldigvis for midtbanespilleren ramte hans forsøg overliggeren, og Randers-keeper var hurtigst over nedfaldsbolden.

Der lå et mål og lurede i forårsluften, og det kom efter en lille times spil. Erik Marxen lavede et stort frispark på Federico Santander på kanten af Randers-feltet, og det straffede sydamerikaneren selv.

Hans tordenfod smadrede bolden forbi Randers-muren, og selv om det var i Johnssons side, var det kun røgen fra kanonkuglen, at Randers-keeperen så.

TV: Santander til 1-0

1-0-føringen til FCK betød, at Randers skulle længere frem, men de havde svært ved at tiltvinge sig initiativet.

Til sidst fik de dog lagt et godt tryk på FCK og var ti minutter før tid meget tæt på en udligning.

Der var panik i det lille felt efter et hjørnespark, men Randers-spillerne formåede ikke at få skubbet bolden det sidste lille stykke over målstregen.

Randers-holdet skal roses for at blive ved med at vise gejst og tro, og da kampen var inde i overtiden, blev de belønnet, da Mustafa Amini spillede indskiftede Kasper Junker fri til scoring.

Erik Johansson forsøgte at blokere, men var uheldig at rette forsøget at, så det strøg i mål til 1-1.

TV: Udligning i overtiden

Endnu dybere inde i overtiden fik Andreas Cornelius så en gigantisk mulighed for at blive matchvinder, men misbrugte helt alene med Johnsson.

Den svenske keeper fik lige nøjagtig reddet forsøget og dermed også forlænget arbejdsdagen med en halv time.

Den forlængede spilletid var en åben slagudveksling, og Randers FC var flere gange farlig, men fem minutter blev de straffet, da Mathias ’Zanka’ Jørgensen fra en svær position fik headet sejrsmålet i nettet.

Flot headet af forsvarsspilleren, men Randers-keeperen så bestemt ikke godt ud i situaionen.

Randers havde bolden i nettet i sidste minut, men Erik Marxens scoring blev – til Randers' store utilfredshed - underkendt af dommeren. Randers-assistent Thomas Thomasberg var så frustreret over dommen, at han blev smidt væk fra bænken i slutningen af opgøret.

Dermed Parken blev igen endestation for den randrusianske pokaldrøm, mens tilhængere af FCK og Brøndby skal gøre sig klar til en måned fuld af derbysjov.

Den første pokalsemifinale spilles i Parken 6. april med returkamp i Brøndby to uger senere. Og indimellem er der også lige en Superliga-kamp mellem de to på Østerbro.

I den anden semifinale skal AGF møde vinderen af det udsatte opgør mellem AaB og FC Roskilde.

309 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere