Efter skandalefinale: Fans kræver plads ved mødebordet

Både fans og neutrale eksperter bør være med, når afviklingen af onsdagens kaotiske pokalfinale skal evalueres. Det mener formanden for Danske Fodbold Fans

Voldsomme scener udspillede sig ude for stadion, efter en gruppe AaB-tilhængere var blevet bortvist for at stå for tæt. Video/stills: Local Eyes/Lars Poulsen/Claus Fisker/Ritzau Scanpix

2. division er tilbage, og som specielt tilbud kan du nu se slutspillet gratis. Følg dit hjerte, følg din klub og få adgang her

Er du allerede PLUS-kunde, ser du kampene her

Når årets pokalfinale i Esbjerg skal evalueres, ønsker Danske Fodbold Fans, at der sidder både fans og neutrale eksperter med ved mødebordet.

Onsdagens pokalfinale blev i alvorlig grad skæmmet af nogle AaB-tilhængeres opførsel. De ønskede ikke at indordne sig under corona-restriktionerne og stillede sig samlet på nordjydernes afsnit.

Det betød, at kampen blev afbrudt i omkring et kvarter, mens både stadionspeaker og AaB-folk forgæves forsøgte at få de pågældende fans til at sætte sig adskilt.

Det ønskede grupperingen fra den såkaldte uofficielle fanscene i Aalborg ikke. De forlod i protest stadion, og mens fodbold gik i gang inden for stadion, var der ballade udenfor.

Der blev foretaget flere anholdelser. 50-60 AaB-fans endte på jorden i 'futtog', inden de senere blev ført ind i busser og eskorteret nordpå af ordensmagten.

Sådan sluttede pokalfinalen for flere AaB-fans. Foto: Lars Poulsen
Sådan sluttede pokalfinalen for flere AaB-fans. Foto: Lars Poulsen

Ekstra Bladet har været i kontakt med formanden for Danske Fodbold Fans, Christian Rothmann, for at få hans syn på urolighederne i Esbjerg, men Rothmann, der selv er AaB-fan og derfor var til stede i Esbjerg onsdag ønsker først at komme med sit syn på finaleafviklingen, når der har fundet en evaluering sted.

- Vi skal sætte os ned og evaluere grundigt på kampen. For at skabe det bedst mulige klima er det en debat, vi skal tage ansigt til ansigt - og ikke i medierne.

- Når evalueringen er klar, vil jeg hjertens gerne tale om det, siger Christian Rothmann og understreger, at det er vigtigt, at alle parter lærer af det, der skete i Esbjerg onsdag aften, så man bedre kan forhindre, at noget lignende sker igen.

Derfor håber Rothmann også, at både fanrepræsentanter og neutrale eksperter på tilskuerområdet bliver inviteret med til mødebordet, når afviklingen af pokalfinalen skal evalueres.

- Når situationen eskalerer, er det essentielt, at vi undersøger, hvorfor og hvordan dette sker.

- Forstår vi ikke hvorfor og hvordan, så lærer vi aldrig af dette. Udnytter vi ikke situationen på at forstå hvorfor og hvordan dette sker, så risikerer vi derfor, at det gentager sig. Og det er i ingens interesse! skriver formanden for Danske Fodbold Fans på Twitter.

Danske Fodbold Fans er en interesse- og netværksorganisation for fodbold-fanklubber/fangrupperinger i Danmark.

AaB-direktør Thomas Bælum tog efter nederlaget til SønderjyskE afstand til den gruppe af AaB-fans, der ikke ønskede at overholde reglerne og dermed skabte kaos.

- Vi kommer til at evaluere det her i morgen (torsdag, red.). Om det får konsekvenser, og hvordan det får konsekvenser de kommende kampe, det må vi finde ud af, når vi har snakket med vores sikkerhedschef og SLO (supporter-repræsentant, red.), sagde han til Ekstra Bladet.

AaB havde selv været med til at fordele billetterne til finalen, men direktøren kunne efter den triste afvikling konstatere, at nogle fans endte med at blive lidt for stemningsskabende. 

På banen vandt SønderjyskE 2-0.

Se også: AaB-boss langer hårdt ud mod corona-fjolser

39 kommentarer
Vis kommentarer